B1913’s børneafdeling har gennem årene oplevet en betydelig vækst, hvilket nu kræver en stærkere og mere struktureret organisering på tværs af årgangene. Derfor...
Udgivet: 8 januar, 2025
B.1913 må vinke farvel til midtbaneprofilen Mohammed Iddriss som har skrevet kontrakt med Nordic Bet Liga-klubben FC Roskilde.
Mohammed Iddriss udviklede sig henover efteråret til at blive en stor profil på klubbens danmarksseriehold og det har nu kastet en kontrakt af sig i landets næstbedste række, Nordic Bet Ligaen.
Den venstrebenede midtbanespiller kom til B.1913 i sommers og nåede at deltage i 12 ud af efterårets 14 kampe.
Sportschef Daniel Piwodda udtaler om afgangen:
”Vi vidste godt at vi i Iddriss fik en spiller ind som var alt for god til at spille i Danmarksserien. Derfor var vi afklarede med at det var på lånt tid. Vi lagde en plan med Iddriss om at vi ville hjælpe ham med at komme videre, så på den måde er dette forventet og egentlig blot en udførelse af den plan som blev lagt. Vi vil gerne være en klub som kan tiltrække unge ambitiøse fodboldspillere, og derfor kan vi ikke isolere os til kun at interessere os for dem mens de er hos os. Vi skal have det lange lys på, sammen med spillerne. Vi vil have spillere som stræber efter større adressser. Én ting er at sige at man vil hjælpe dem, noget andet er rent faktisk også at bevise at man kan og vil gøre det. Det giver os en troværdighed i den plan vi kan facilitere for spillerne hos os, og derfor har vi også lagt et stykke arbejde i at få øjne på vores fodboldhold så professionelle klubber fra højere rækker kan følge vores spillere. Det medførte en del interesse for Iddriss, og da sæsonen sluttede blev han inviteret på besøg hos to NordicBet-liga klubber og en svensk klub, og nu har han så truffet en beslutning om hvor han vil fortsætte og skrevet en kontrakt med FC Roskilde. Vi ønsker ham alt det bedste herfra.”
Hovedpersonen selv udtaler:
”Jeg vil gerne sige stor tak til B.1913 og folkene i klubben. De tog mig ind da jeg stod i en svær situation. Jeg havde brug for at komme i form, og få noget kamptræning igen, og de lagde en plan for hvordan de kunne hjælpe mig videre. Den har de opfyldt over al forventning, og jeg har haft en fantastisk tid i klubben, med nogle rigtig gode og sjove holdkammerater som jeg har nydt at være sammen med.”
I NordicBet-Ligaen vil Mohammed Iddriss skulle spille under den tidligere B.1913-spiller Kristoffer Johansen som fornyligt blev købt fri af sin kontrakt med Middelfart, og nu har overtaget cheftræner-posten i FC Roskilde.