Lørdag formiddag skal B1913 et smut til Lillebælt hvor Middelfart tager imod, i en kamp som har kick-off allerede kl....
Læs hele nyheden
Udgivet: 31 marts, 2025 Forfatter: Søren Tolberg
Kampfakta:
MG&BK – Boldklubben 1913 0-3 (0-1)
0-1 Benjamin Aarenstrup (37.)
0-2 Oliver Baltzer (75.)
0-3 Kasper Søby (90.)
Ligesom da vi sidst mødte MG&BK, eller bare Middelfart, vandt vi som for 10 år siden med 0-3. Sejre er altid vigtige, nogen mere end andre, gårsdagens 3 point indskriver reporteren som meget vigtige.
Set i bakspejlet havde B1913 ganske pænt styr på kampen fra start til slut, især da chancerne og målene kom var der ikke tvivl om udfaldet, på blokken er ikke noteret en eneste Middelfart chance eller redning af Kristoffer Madsen i 13-målet.
Kampen starter stille og roligt i det kraftige blæsevejr der går på tværs af banen Begge mandskaber har hver deres perioder hvor de har et lille spillemæssigt overtag, ikke de store chancer fra nogen af siderne, vi er mere ovre i kategorien behjertede forsøg af Oliver Baltzer, der bliver mere og mere betydende i sit spil som sæsonen skrider frem. Fem minutter før pause teen centrer før omtalte Baltzer på tværs til Benjamin Aarenstrup, der sender bolden op i nettaget 0-1. Få minutter senere er det Oliver Baltzer der i fri position sender læderet på overliggeren.
Der er kommet liv i kampen og de medrejsende 13-supportere begynder at synge: himlen er blå, himlen er blå.
Anden halvleg er syv minutter gammel da reporteren notérer at B1913 havde en kæmpe chance, efterfulgt af endnu et notat 10 minutter senere igen med ordlyden: “13 har mere og mere greb om spillet, men at den sidste præcise aflevering ofte mangler”. Der mangler 15-20 minutter af kampen og de pæne opspil og chancerne følger i en lind strøm, så det er svært at få det hele noteret.
Et lille kvarter før tid glider Oliver Baltzer igennem på midten og løfter bolden ind over den udmærkede Middelfart keeper, der ved flere lejligheder holdt sit hold inde i kampe. 0-2.
Store chancer følger til de herrer Viberg og Aria Nazar inden Søby lukker og slukker i de døende minutter 0-3, efter en fin aflevering fra Viberg. En sejr der måske var et mål eller to for lille, men som atter viser spillemæssig fremgang på hele holdet, en fremgang som denne prøvede signatur nævnte efter forårets to nederlag og roste holdet for gode indsatser, dejligt at konstatere at energien også kan veksles til sejre. Og når det er tastet skal alle dupper blive på jorden, Middelfart er ikke et af rækkens bedste hold, de spiller pænt skolet rundt, men savner i den grad gennembrudskraft i front.
Igen en god kamp af midterforsvaret og Oliver Baltzer, et godt indhop af Aria Nazar, der viste sig frem både oppe og nede, burde nok have scoret på sin store hovedstødschance, men det gør han bare mod TPI på lørdag.
Henrik Vingaard vikarierede sammen med Daniel Piwodda på trænerbænken for karantæne-ramte Frank Rust Nielsen. De havde følgende refleksioner efter kampen:
“Drengene spiller en rigtig fin kamp i dag. Vi kommer med en super god energi og udstråling, og det var dejligt at se hvordan vi fandt hinanden i offensiven så mange gange. Ligeså positivt var det at vi fik lukket af og spillet til nul i den anden ende. Nu ser vi frem mod næste weekends lokalopgør mod TPI”
Næste kamp afvikles på lørdag kl. 14:00 i Paarup Parken.