Vi har forstærket os med sydlandsk blod idet portugisiske Tomás Moreira er landet hos De Blå....
Læs hele nyheden
Udgivet: 7 august, 2026
Sæsonstarten ligger blot fire dage væk, men arbejdet med at forstærke truppen til den kommende sæson ligger ikke stille. Viktor Hem Harpøth bliver sommerens femte forstærkning, og han kommer til Campusvej efter et ophold i østjyske Hedensted IF.
Den 22-årige Harpøth har en fortid som U16-, U17- og U19-spiller på akademiet i Vejle Boldklub, og cheftræner Frank Rust Nielsen er glad for, at det er lykkedes at lande den nye profil:
“Vi har haft et godt øje til Viktor gennem længere tid, og nu var timing til, at det kunne lade sig gøre at finde hinanden. Han har et stort løbepensum og en ekstrem topfart, som kan vise sig at blive et giftigt våben for os. Vi fulgte ham i U19-ligaen for Vejle Boldklub, hvor han vekslede mellem at spille angriber og højreback. Vi ser ham som en spiller, der kan dække højresiden som både back, wingback og kant – en moderne angrebsback.”
Viktor Hem Harpøth, der startede inde i ni ud af ti kampe for Hedensted i slutspillet, ser frem til de nye udfordringer hos De Blå:
“Jeg er blevet taget rigtig godt imod i mine nye omgivelser. Jeg har skullet mærke efter, om det var det rigtige skridt for mig, og jeg er ikke i tvivl om, at det er det. Det er en klub med ambitioner, som vil fremad, og den rejse vil jeg gerne være en del af.”
Viktor Hem Harpøth kan få sin debut, når Odder kommer på besøg i første runde tirsdag den 11. august kl. 19.