Tolbergs Pen: Flot udlæg

Udgivet: 12 august, 2026 Forfatter: Søren Tolberg

En ny sæson, nye modstandere, nye medspillere, ny række, der er nok af spørgsmålstegn man kan sætte op til første kamp når temaerne er ovenstående og man kan også spørge sig selv, kan holdet stå distancen i den højere række, specielt set i det lys at vore tre store målscorere fra Fynsserien ikke var til disposition denne tirsdag aften, plus det løse.

Der står 40 sekunder på blokken så fører hjemmeholdet med 1-0, et kort hjørne i venstre side spilles hen til Benjamin Aarenstrup, der med et placeret skud passerer Odder målmanden, så er vi ligesom i gang.

Næste gang der er nedfældet ordgivende bogstaver på blokken er efter et kvarter, en rigtig god B1913 start, holdet har hidtil formået at holde gæsterne væk fra eget mål, i aften vogtet af Jakob Kruse, men men udeholdet er ved at finde sit eget fodslaw. Publikum er vidner til en meget intens kamp, hvor der bliver givet og taget på reglementeret vis, tilsat en masse hurtigt positionsspil fra begge sider. Hjemmeholdet fremstår, i deres nye blå spilledragt, som en flok spillelystne vårharer, der er over Odderspillerne igen og igen så det tidligere divisionshold ikke finder sin rytme, så flot at skue. Vi er i det 26. minut og debutant Viktor Harpøth er på vej op ad højre fløj fra sin back plads, og der er speed i hans støvler, ser en udækket Benjamin Aarenstrup inde foran Odderkassen og så er hjemmeholdets scoringer fordoblet.

Halvlegen ud fortsætter hjemmeholdet med at glæde en gammel reporter med alle de bedste facetter af det her fodboldspil, fart, fight, vilje, omtanke god teknik og offervilje, og det er ikke et tillægsord for meget skrevet af en gammel mand der ikke er sådan til at rive med, men denne første halvleg jo tak.

10 minutter før teen har gæsterne sin første store chance, der ryger i krattet bag Kruses mål.

I pausen taler Deres udsendte med en Odder supporter, der synes at hans helte har lavet for mange fejlafleveringer og måske har taget for let på opgaven, hans forventning er at Odder kommer med en helt anden attitude til 2. halvleg. Han oplyser i øvrigt også at holdet består af en kerne spillere fra oplandet, suppleret med aktørere fra Århus og såmænd også fra Fyn.

I de sidste 45 minutter kommer hjemmeholdet under pres, har 13 holdet stillet sig ned eller bliver vi ganske enkelt presset derned, reporteren er mest stemt for det sidste, der er livgivende modangreb, jeg skriver Viktor Harpøth der et par gange er ved at kunne lukke kampen, men den sidste aflevering er ikke portosat så den når frem til en blå fod, ligesom Philip Hallundbæk var ved at bryde igennem midt for mål med et kvarter igen, men blev fældet uden at få aftenens største frispark, her råbte selv den sindige reporter gevaldt.

Med 17 minutter igen får gæsterne fuldt fortjent reduceret og nu er det kampen ud en kamp for den nye blå trøje og de tre point, på blokkens hvide papir er skrevet: Gæsterne spiller godt og hurtigt rundt, sidder på det meste, men kommer ikke igennem til de der 100 procents chancer og de gange hvor man holder vejret griber Jakob Kruse ind, imens at forsvaret foran ham kæmper heroisk.

Hjemmepublikummet lever med og jubler over hvert indkast, frispark eller målspark der bliver tildelt hjemmeholdet, hvad med hjørnespark vil nogle måske spørge ?, det er ikke et tema i de minutter der ligger efter 90 på måltavlen. Og endelig med fire minutters tillæg kan den blå lejr strække sine arme mod den smukke august sommeraften himmel, 2-1 sejr over en af de forventede bedste hold i rækken, tilvejebragt via en outstanding 1. halvleg og en anden halvleg, der blev fightet hjem.

Noter inden reklamepausen: B1913 spillede med sørgebind, efter Ib Ketelsens bortgang fredag i sidste uge, der var fire debutanter, 3 startede inde: Mathias Munck Larsen, Tomas Moreira og Viktor Harpøth, i anden halvleg kom Philip Hallundbæk på banen, fælles for alle fire må det tastes at de alle maser sig på i start elleveren, læg dertil at der er andre 4 på beddingen der også vil i start 11veren, positive problemer for træner teamet.

Næste opgave heder Boldklubben Marienlyst lørdag middag.

Søren Tolberg.


Læs også

En gang blå, altid blå