Rekord tilmelding til årets fodboldskole

Udgivet: 12 juni, 2024

Der har været godt gang i tilmeldingerne til dette års fodboldskole der løber af stablen 1.-3. juli på Campusvej. Faktisk så godt at vi i år kan melde en rekordhøj tilmelding siden vi begyndte at afvikle vores interne fodboldskole for et par år siden.

Når den hedder intern er det ikke fordi den udelukkende er for Børn af 13, men fordi skolen primært bæres af interne kræfter fra B&U og den ikke subelitære del af seniorafdelingen. I år kan børnene glæde sig over at møde trænere fra damernes KSV hold og herrernes Hold 3, der i fællesskab med børneudviklingstræneren vil sætte en fantastisk ramme med masser af boldleg og læring.

Selvom der allerede er sat rekord, er det stadig muligt at barren kommer endnu højere op. Der er ikke lukket for tilmeldingen endnu. En af styrkerne ved at vi kører en fodboldskole i eget regi er en stor grad af fleksibilitet. Man kan derfor tilmelde helt frem til opstart, men skal dog være opmærksom på fodboldskoletøjet senest skal bestilles den 16.6. for at det kan nå frem til dagene.

Vi ser frem mod en sommer hvor B1913 igen i foråret har rykket sig gevaldigt på børneområdet og også 3 forhåbentlig solskinsfyldte dage med masser af glade børn på anlægget. Efter sommerferien venter Fyns største udendørsstævne, hvor børnene af 13 kan glæde sig over besøg fra Aarhus, København, Berlin, Hamborg og mange andre fodboldstorbyer.


Læs også

En gang blå, altid blå