Optakt: Reserverne i nøglekamp

Udgivet: 16 april, 2025

Skærtorsdag venter en svær opgave i kvalifikationen til Fynsserien, når en af forhåndsfavoritterne, Utopia, tager imod De Blå i Munke Mose.
Vi har fået en snak med cheftræner Søren Lehmann, som her ser frem imod torsdagens opgør.

Vi er nu to kampe inde i sæsonen, hvordan har indledningen på oprykningsspillet været?
Vi har spillet to kampe, fået seks point, og ligger nummer ét i rækken, så på papiret har det vel været en ganske godkendt start. Vi har spillet to hjemmekampe, hvor vi har skabt rigtig mange chancer, og også fået lavet otte mål, så på den led er jeg ganske tilfreds med drengene.

Næste kamp er mod Utopia, hvad forventer du dig af denne?
Det bliver en noget vanskeligere opgaver. Utopia er af mange spået til at snuppe en af oprykningsbilletterne til fynsserien, så torsdagens kamp kommer til at give et fingerpeg ift. hvor vi står, når vi bliver målt mod de bedste hold i rækken. Utopia er et fysisk stærkt mandskab, så det skal vi være klar til at stå imod. Jeg synes dog også vi har nogle værktøjer som kan gøre ondt på dem, og det håber jeg at vi kommer til at lykkedes med.

Hvad er succeskriteriet for torsdagens kamp?
Alt andet end et nederlag vil være godkendt, men vi tager til Munke Mose for at vinde. Det gør vi hvergang vi går på banen med dette hold.

Hvad er ambitionen for dette forår i oprykningsspillet?

Når nu vi har kvalificeret os til et oprykningsspil, så er der i udgangspunktet kun én ting at spille for. Vi vil gerne spille med om billetterne, så langt ind i foråret som muligt, og gerne hele vejen. Vi er formentlig klogere på hvor realistisk det vil være, efter kampen på torsdag, (imorgen red).

Der er kampstart kl. 11:00 skærtorsdag i Munke Mose.


Læs også

En gang blå, altid blå