Anden pinsedag kl. 13.00 skal vor anfører David Easter til midterlinien og hilse på Ringkøbings ditto, for at afgøre hvem der vælger bane halvdel og hvem der skal give...
Læs hele nyheden
Udgivet: 10 juni, 2025 Forfatter: Søren Tolberg
Pinsesolen dansede på Campusvej denne 2. Pinsedag 2025, hvor vi skulle vinde over Ringkøbing i håbet om stadig at kunne afgøre egen skæbne i rækken. Banen var også i fin stand efter en del regn og sol på det sidste, og inden da havde gode mennesker sørget for grundig pleje af samme.
Kampen er startet i den lette sidevind og som referenter ofte skriver, spillet veksler fra side til side, i det 15. minut scorer hjemmeholdet, men linie-dommeren, der stod godt placeret, vinkede for offside, det har vi efterhånden prøvet en del gange i denne sæson.
B1913 kommer mere og mere til fadet og får sat noget fløjspil op, RIF spiller mere velovervejet og er måske lidt længere i boldbesiddelse under deres angreb, hvor de blåklædte spiller hurtigt og direkte. Vi har netop rundet den halve time, hjemmeholdet bryder igennem på højre fløj, bolden kommer ind til en fri Phillip Viberg, der afslutter på overliggeren, bolden springer ned på linien og er atter i spil. En håndfuld minutter senere er samme Phillip Viberg ved at tørre Ringkøbing backen på modsatte fløj, hårdt og fladt spilles bolden ind foran, hvor Stryhn får sat en gylden inderside til læderet 1-0. Samme spilfrikvensomtaler Ringkøbings udsendte som et kludemål, det sete afhænger som bekendt af øjnene der ser.
Oliver Baltzer er i denne gode periode af 1. halvleg ligeved at få bolden løftet over Ringkøbing-målmanden, men den får desværre lidt for meget kattepote og bolden ender over mål, en fortjent halvlegsføring vil denne skribent mene når der gøres midtvejsstatus.
2. halvleg er kun to minutter gammel da Baltzer på eleganteste vis får bolden løftet over en fremstormende målmand og fordobler føringen. Endnu inden reporteren får gjort sine notater færdige er Benjamin Yildirim alene igennem, men Ringkøbing målmanden redder i fin stil. Herfra og kampen ud er hjemmeholdet ikke til at kende, Roald Poulsen ville have sagt at holdet bliver bange for at vinde den vigtige kamp, og det resulterer i en reducering i det 65. minut, helt logisk for gæsterne sværmer om 13 målet som små vestjysle fluer om en gammel ost. Aflastningsangreb er i restordre, Oliver og indskiftede Stokke er tæt på et par gange, ligesom sidstnævnte er tæt på i de døende minutter.
Med 10 minutter igen skriver Deres udsendte: Ringkøbing sidder på det meste, vi bider negle, og så 2 minutter senere er det 2-2, redning for gæsterne katastrofe for værterne, det måtte jo komme er griflet på det krøllede papir. Kampen ud er det så som så med en afsluttende offensiv fra hjemmeholdets side, på nær føromtalte Stokke forsøg. Det slutter 2-2 og vor skæbne er nu i fødderne hos andre.
Mulighed et for redning hedder at Holstebro klarer sig fri af nedrykning i 3. division, så er vi reddet for så er der to øst nedrykkere.
Mulighed to hedder ASA Aarhus vinder toernes opgør over to kampe i oprykningsrækken over enten Hørsholm Usserød eller Vanløse IF, de to østhold mødes for øvrigt i weekenden.
Hvis et af ovenstående scenarier bliver virkelighed er vi reddet, hvis begge går i opfyldelse er vore venner fra B1909 også reddet punktum