Tolbergs pen: Reserverne kvalificerede sig til serie 1

Udgivet: 13 juni, 2026 Forfatter: Søren Tolberg

Byger der går og kommer, det er den danske sommer, gammel vise, som meget godt betegner den vejrmæssige faktor da vort reservehold skulle bruge en sejr over Holluf Pile Fangel for at være helt sikre på adgang til efterårets serie 1.

Sejren kom stille og roligt, straks fra start fornemmede man en større boldsikkerhed og engagement hos det blå udehold, der befandt sig godt på den lækre om end meget glatte bane. Det pæneste spil var at skue på de bageste 2/3 af banen, når adressen hed angrebet knep det mere med den rette porto på afleveringerne.

20 minutter er spillet, hjørnespark til de blå og Møller Petersen kommer højest til indlægget og så er vi på 0-1, resten af 1. halvleg veksler spillet frem og tilbage uden at nogen af holdene kommer frem til de helt store chancer, så reporteren skal have sin blok frem.

Fra starten af 2. halvleg bliver udeholdet en tand mere dominerende og sværmer om Holluf Pile Fangel målet, så meget at Deres udsendte på et tidspunkt noterer på sin blok: 0-2 målet er tæt på. Det kommer efter en times spil, Tristan Bostrup sætter et par modstander på venstre fløj og er, bevares heldig med at bolden rettes af, men et mål af en vis klasse, som vor dygtige fotograf har fanget. 10 minutter senere bliver kampen lukket da Tobias Holt netter efter en aflevering fra Gustav Haastrup. Hjemmeholdet gør hvad de kan for at pynte på resultatet, værterne gør et skolet indtryk med pænt kombinationsspil tilsat enkelte individualister, der gerne vil have bolden og lave kreative indslag, reduceringen kommer i de døende minutter hvor et indlæg glider mellem hænderne på jakob Kruse og ind i det tomme mål, få minutter tidligere var samme jakob Kruse midtpunkt i en lidt dramatisk situation, efter en flot redning slår han hovedet mod stolpen og bliver liggende, heldigvis kan han fuldføre kampen, og glæde sig over avancementet.

To spillere falder i øjnene denne fredag aften hos B1913, Gustav Haastrup, som spiller en gammeldags centerforward, har hele pakken, god statur, god dribler, går godt med i spillet og set fra presselogen et habilt hovedspil og så plejer han at lave mål. Tristan Bostrup er meget bevægelig, hurtig med og uden bold, arbejdsom, dribler godt og så er han kold som en brøndgravers bagdel.

En kamp resterer, hjemme mod Kirkeby IF 19. juni kl. 18.45 og hvis resultaterne arter sig er der en første plads at gå efter.

Søren Tolberg.


Læs også

En gang blå, altid blå