De blå sejrede i lokalopgøret hos de røde

De blå sejrede i lokalopgøret hos de røde

Udgivet: 28 august, 2022 Forfatter:

Kampfakta:

Boldklubben 1909 – Boldklubben 1913
0-2 (0-1)

0-1 Jonas Bendtzen (39.)
0-2 Emil Bech (66.)
Udvisninger: Ali El Rabiey (43.) (B.1909)

Det er sagt tit og ofte og så igen, et lokalopgør mellem B1909 og B1913 har sit helt eget liv på mange måder, på og udenfor kridtstregerne. Selv for en aldrende reporter, der har set en del af disse kampe gennem snart 60 år, er det noget helt særligt at møde de røde.

Værterne lagde bedst ud og allerede efter få minutters spil pegede kampens meget kompetente dommer Faruk Iriskic på B1913`s straffesparksplet:

Sune Tychosen havde lavet benspænd på B1909s Ali El Rabiey, og sådan så det unægtelig også ud for Deres udsendte, der var placeret ganske få meter fra gerningsstedet. Straffesparket blev, heldigvis for os placeret på stolpen for at springe i spil igen, havde det været stolpe ind kunne lørdag eftermiddag have set ganske anderledes ud.

Kampen fortsatte med de to hold skiftevis i teten, dog må det tastes at hjemmeholdet den første halve time virkede lidt mere oplagte eller i bedre spillehumør. Generelt kom de meget agressive ud, med en masse løb, kombinationer, og nårh ja – en hel del frispark også.

Dette ændrede sig med et kvarter igen af halvlegen, for så havde gæsterne ligesom fundet sig selv, og ikke mindst fået venstre wing Fridtjof Rosenbaum sat i scene, igen og igen var han umarkeret helt ude ved kridtstregen, hvor han ofte og igen modtog lange og høje spilninger, bolden bliver hver gang behandlet kompetent og kælent, for så i næste moment at sætte en rød trøje eller to.

I det 38. Minut kører vi den helt klassiske fra fodboldens ABC, ned til baglinien og indover, det er Fridtjorf der endnu engang sætter sin oppasser og smider læderet ind i hovedet på Jonas Bendtzen 0-1. Der var i denne periode af kampen mere fra samme skuffe så 0-2 kunne nemt have været en realitet. Vores bedste periode i kampen.

Midt i denne gode periode får frustrationerne frit løb hos de røde og B1909s Ali El Rabiey får sit andet gule kort. Det betyder farvel til mere boldspil i dag, men da Ali forlader banen er han et af B1909s største aktiver.

B1909 starter anden halvleg, mere på bolden end gæsterne, egentligt giver det mere et reelt billede at skrive at værterne har bolden mest, selv med en mand nede, hele anden halvleg. B.1913 klarer sig fortrinligt med sit Campus Airforce, i skikkelse af Emil Bech og Troels Skræp, der ryder alt væk fra de områder hvor B1909s indskiftede Nicolai Frederiksen og Jonas Lund fra distancen kunne ændre slagets gang. Og når man så råder over nogle kynikere af angribere i den anden ende af græsplænen, går det nok endda. Med 25 minutter tilbage får B1913 hjørnespark, som Stokholm header mod mål, der reddes på stregen, bolden kommer til Fridtjorf der tager et enkelt træk ind i banen og skyder på stolpen, hvorfra læderet ryger ud til genkomne anfører Emil Bech, der banker bolden i kassen i nederste venstre hjørne 0-2, og så synes tingene afgjort.

Vores fotograf har placeret sig bag B1909s mål for at få nogle gode fotos i kassen, men han bliver skuffet for værterne forsøger fortsat at skubbe spillet fremad. Nu skal det med at det ikke rigtig blev til de der store muligheder, men en nedfaldsbold, som i Hedensted kunne gøre opgøret spændende igen, og så sætter skuffelsen fra sidste weekend i Marienlyst stadigvæk i mange af de blå sjæle langs tilskuerrækkerne. 

På blokken står: Det var en lettelse at have anfører Emil Bech tilbage, ro og sikker drift i forsvaret kan løfte alle hold, sammen med Troels Skræp der spiser alt hvad der bliver serveret foran ham. Selv sportschef Peter Rask fik sig en tur, da hjemmeholdets Niciolai Frederiksen blev sendt ud over kridtstregerne i en duel, og direkte ind i den blå sportschef.

Easter og Østergaard leverer som altid, Stokholm gør sine angrebskolleger gode med spilninger og retningsbestemte brysttæmninger når han igen og igen bliver spillet. Fridtjorf er nævnt, og så er formkurven fortsat stigende for De Herrer Bendtzen og Mohamad Amin, der tilsyneladende er stoppet med kortspil under kampene.

Da de brænder straffesparket i første minut, kigger vi på hinanden og siger, at så kommer de ikke til at score på os idag. 9erne kommer egentlig ud med en god energi, men vi fornemmede hurtigt at et par af deres spillere var overtændte, og så vidste vi at spillet i spillet ville blive afgørende. Det kender vi recepten på fra vores kamp mod dem i foråret.

Vi tog det stille og roligt og lod os ikke rive med. Da vi først får scoret og de i samme ombæring bliver reduceret til 10 mand, så skulle vi bare have lukket kampen ned, og det lykkedes vi med. Vi giver stort set ingen chancer væk.

Da vi scorer igen får vi taget den resterende spænding ud af opgøret, og så var det egentlig bare cruise controle derfra. Men 9erne er et fint hold, som i deres gode perioder kan gøre det svært for alle hold i rækken. De skal nok komme igen.”

Daniel Piwodda
Cheftræner

Næste kamp er lørdag 3. September kl. 13 på Campusvej hvor Varde IF kommer på besøg.


Læs også

En gang blå, altid blå