Deres udsendte kørte mod Otterup med et håb eller en forventning om at udeholdet fra Odense ville stemple ind i turneringen igen, gerne med en sejr, eller hvis dette ikke kunne...
Udgivet: 28 november, 2022 Forfatter:
Kampfakta:
Tarup/Paarup IF – Boldklubben 1913 2-1 (1-1)
1-0 Jeppe Banke (2.)
1-1 Benjamin Lassen (41.)
2-1 Selvmål (93.)
Advarsler:
Emil Peter Jørgensen, Mo Amin (B.1913), Mads Raben, Michael Broni (TPI).
Referat
Det er en gammel sandhed at bundhold ikke har det held der skal til at slå tophold, lørdag eftermiddag var der en del blå fans der var vidne til at det der fodboldspil ikke skeler til fortjent eller ufortjent, spilfordeling eller andre bløde værdier, her tæller kun de hårde facts, hvem har lavet flest mål: TPI lavede to, og B.1913 lavede ét.
Allerede efter få minutter bragte TPI sig i front, men på trods af dette fokuserede udeholdet på game planen og var gennem hele 1. Halvleg i solid besiddelse af bolden det meste af tiden. Billedet var lidt det samme som vi oplevede i sidste uge i Otterup, denne gang var det bare et tophold i deres egen hule der blev holdt fra de store muligheder. Modsat brillierede udeholdet heller ikke med de der store muligheder, vi er mere ovre i pæne opspil og skudforsøg fra distancen, der skal have lidt justering. Kort før pausen ligger bolden for fødderne af Benjamin Lassen, der med et velfølt indersidespark drejer bolden over i det lange hjørne, en flot scoring fra 25m.
I de efterfølgende minutter er de blå brystkasser helt fremme og flere pæne muligheder følger, bla.til Fridtjof, der var tæt på et par gange. Halvlegen slutter med 1-1 og de blå sjæle har en følelse af at vi godt kan få mere end ét point med herfra.
Anden halvleg kører lidt i samme rille som det vi var vidner til i første halvleg, de blåklædte er mest på bolden og i løbet af halvlegen er der et par gode muligheder, der vil blive scoret på hvis holdet havde været inde i mere smuldt vande, nu vil man så gerne ændre den nedadgående point spiral, med det resultat, at man måske overgør sine aktioner og muligheden forsvinder.
TPI har også muligheder, et stolpeskud fra distancen er det som kommer tættest på, ellers er det hæderlige tiltag som bliver opfanget af den blå defensiv. Deres udsendte noterer sig at udeholdet spiller to gode halvlege og vedholdende jagter bold og modstandere rundt på tæppet. Et udtryk der i disse spalter har været savnet henover efteråret. Indsatsen fra B.1913 kan der ikke pilles ved, den var blandt de bedste i sæsonen, tit og ofte kaster det point af sig blot indsatsen er til stede.
I de døende minutter var skæbnen hård ved det blå hold, Emil Peter Jørgensen snitter en i forvejen afrettet bold, med det resultat at den smutter ind i målet og bringer TPI i front med 2-1, som også bliver slutresultatet. Det er usædvanligt mange gange vi i dette efterår har formøblet et resultat i overtiden, og denne lørdag var det atter på et selvmål. Det har i den grad været stolpe ud, i lange perioder af efterårssæsonen.
Desværre for vore værter kan de ikke bruge resultatet til det de havde håbet på, kvalifikation til oprykningsspillet, for samtidigt vandt Marienlyst hjemme med 3-0 over Ringkøbing, og tager 3 point med over, Ringkøbing IF bliver nr. to og starter med nul point ligesom alle de andre toere fra de fire rækker. I bunden vinder Brabrand 1-3 over B1909 og Varde IF vinder hjemme 6-1 over Otterup. Resultater der betyder at vi overvintrer på en tredjesidste plads med tre point op til 1909 og Varde og tre point ned til Brabrand og 12 til Otterup.
Hvis denne stilling var slutresultatet efter forårets 14 kampe, og stillingen i 3. Division var uændret, med Jammerbugten FC som allerede værende rykket ned, og Dalum IF og AB Tårnby på den to nederste pladser ville det for B.1913 betyde at placeringen som nr. 6 af nedrykningsspillets 8 hold skulle ud i en kvalifikationskamp mod nr. 6 i Danmarksseriens kreds 4, i skrivende stund ASA Aarhus om retten til at forblive i Danmarksserien.
Vi kan ikke forlange mere af hinanden, som hold og individuelt. Vi kommer bagud i første minut men alligevel dominerer vi på, energi, holdånd, spil og chancer kulminerende ved Benjamins 1-1 scoring, hvor vi efterfølgende havde momentum til at lukke kampen. Fra det 2. til det 85. minut dominerer vi , og så taber vi i overtiden på et selvmål, igen. Det er hårdt at være vidne til, men jeg er stolt af udtrykket og vi må i foråret vise hvad vi er gjort af.
Daniel Piwodda
Cheftræner