Nederlag til en bedre modstander

Referat B1913 vs Marienlyst 2023

Udgivet: 10 september, 2023 Forfatter: Søren Tolberg

Tabellen lyver ikke, siger man ofte i fodboldmiljøet, efter lørdagens 0-2 nederlag har Boldklubben Marienlyst stadig maksimumpoint, nu med 5 kampe 15 point og vi indtager plads nr. 3 med 8 point for samme antal kampe. BM fik gennem det meste af kampen vist at det på ingen måde skyldes tilfældigheder at de ligger nr. 1 og højst sandsynligt fortsætter med dette til første trin af turneringen slutter i det tidlige forår.

Op til kampen måtte hjemmeholdet møblere om i det bagerste forsvar, Emil Bech og Oliver Knudsen blev ikke klar efter de skrub de fik i OKS kampen. I deres sted spillede Anders Eling og Benjamin Lassen, således at de tre bagerste er, Hummelgaard, Skræp og Eling, en trio der kom under stort pres igennem kampen, men som også formåede at spille spillet når situationen gjorde det muligt.

Starten af kampen var meget intens, både omkring selve boldspillet men også i særdeleshed spillernes verbale kommunikation, den tidligere minister Mogens Lykketoft er engang blevet citeret for at kalde børshandlere for ”hysteriske”, her på boldbanen var der en snert, som fandt sit naturlige leje som kampen skred frem.

Reporteren måtte tit og ofte sætte pennen til papiret i første halvleg når BM forsøgte sig mod Victors mål, minuttallene er: 5. 10. 14. 16. Og teksten er lidt forskellig fra situation til situation men dækkende er, kæmpe BM chance, godt BM skudforsøg, fodparade af Victor ved friløber, igen Victor og BM presser os tilbage. I den modsatte retning indfinder sig en god periode for hjemmeholdet fra det 25. – 35. Minut, hvor der var fremløb på fløjene og kapable forsøg mod Marienlyst målet.

Det bliver 0-1 i det 37. Minut, hvor BM kommer fri i venstre side og lægger bolden over i det lange hjørne og allerede få minutter efter er det tæt på 0-2, halvlegen slutter med endnu en Marienlyst chance midt for mål bliver der sparket over og lad os så få den te, gerne en der har trukket længe.

I pausen tager B1913 Benjamin Lassen og Jonas Bendtsen ud og erstatter dem med Mads Hansen og Emil Peter Jørgensen. Om det er ændringerne eller BM der er gået et gear ned, skal være usagt, men hjemmeholdet kommer bedre med her i 2. Halvleg. På blokken står at B1913 har en god perioden fra det 55. – 70. Minut og det er også i denne periode at udligningen er tæt på, men det bliver bogstaveligt stolpe ud og BM forsvaret kan sparke læderet ud af kommunen.

På blokken er også noteret bare sådan for en ordens skyld, at i det 57. Minut har Victor igen lige haft et par redninger, ikke det store men alligevel. De sidste 20 minutter bliver mere og mere på BM præmisser, så udpræget at Deres udsendte noterer at det trækker op til 0-2. Afgørelsen falder 2 minutter i fyraften, et langskud bliver rettet af og snyder den storspillende 13 keeper og lukker kampen.

I de sidste 7-8 minutter blev der debut til Oscar Elvedahl, der kommer fra Norske Skjervøy og som skal læse medicin på universitetet, ligesom der var sæson debut til Mads Hansen i 2. Halvleg.

Vi tabte til et hold, der var befolket med flere gode fodboldspillere end vi rådede over på denne hede sensommerdag i September. Bare for lige at nævne enkelte, Diyar Ali, Frederik Humlegaard, Morten Munk og ikke mindst Ronny Larsen er alle spillere der gør en  forskel med deres stort anlagte spil.

Næste kamp er også på hjemmebane, det er TPI der kikker forbi på lørdag 16. september kl. 13.00, mere om den kamp i midtugen.


Læs også

En gang blå, altid blå