I oplægget til lørdagen lokalopgør, havde nærværende skribent tastet at vi ofte leverer gode indsatser på Marienlyst Boldklubs hjemmebane. Og denne dag 11. November 2023...
Udgivet: 14 november, 2023
Danske Spil og DIF kårer Årets Idrætsforening 2023 hvor B1913 er blevet indstillet og er blandt i alt 1058 foreninger blevet valgt som en af de seks finalister som årets idrætsforening.
I motivationen for at indstille B1913 hedder det bla.
“De frivilliges nærvær og engagement har gjort det muligt at bygge B&U afdelingen op igen og som 5. Klub på Fyn blev vi DBU børneklub. Som klub formår vi at skabe fællesskaber på tværs af skoler og årgange, vi favner dem der kommer for fællesskabet skyld og måske har brug for en ekstra hånd for at få tingene til at spille – her har vi bla Støvlebørsen hvor man kan donere aflagte fodboldstøvler så andre kan få glæde af dem.
Vi har Klub Youngsters for ungdommen hvor der er mulighed for alt fra lektiehjælp til styrketræning og fællesarrangementer som at se fodboldkampe, biograftur og fællesspisning. Og prikken over i’et har vi fået vores første pigehold som vi håber med tiden bliver til flere.”
Vi er enormt beærede og stolte over at være indstillet som årets idrætsforening (udpeget af juryen som en af 6 finalister ud af et felt på 1058 foreninger)
Erik Knudsen
Det viser, at der er blevet lagt mærke til det store arbejde, som en lang række frivillige gør hver dag i B1913 for at skabe gode rammer for især børn og unge og for at give dem meningsfulde rammer i et forpligtende fællesskab. Det er et dejligt skulderklap, som gør at vi vil arbejde endnu hårdere for at fortsat at udvikle rammerne i vores klub
Formand
Prisen hylder de stærke fællesskaber, som lokale idrætsforeninger er eksponent for og dermed også den afgørende rolle, som frivillige kræfter udfylder for sammenhængskraften i Danmark.
Der udpeges en fra hver af 6 geografiske områder (B1913 er udpeget fra Fyn). Der kan stemmes på årets idrætsforening i perioden 14. – 29. november. Derefter skæres antallet ned til 3 og vinderen afsløres i forbindelse med det store Sport 2023-show i Herning i Jyske Bank Boxen i Herning d. 6. januar 2024.
Med indstillingen følger er en kontant belønning på 10.000 kr, mens der er 100.000 til vinderen.
For yderligere oplysninger
Erik Knudsen (fmd.) tlf. 29605988
Du kan læse mere om nomineringen her: https://www.dif.dk/arets-idraetsforening/b1913
Bilag 1.
Kriterier ved udvælgelse af årets idrætsforening (https://www.dif.dk/arets-idraetsforening)
Den kan være:
- Om den har taget et betydeligt samfundsansvar for fx socialt udsatte, klimaet eller særlige målgrupper
- Om den har haft succes med at skabe nye idrætstilbud og idrætsfællesskaber og/eller tilknytningsformer i foreningen
- Om den har gjort en særlig indsats for foreningens frivillige eller i kampen om at få flere frivillige tilknyttet deres forening
- Om den har lavet indsatser, som har stor betydning for lokalområdet og som er med til at skabe lokal sammenhængskraft
- Om den har benyttet nye værktøjer og metode til at styrke foreningens drift, kvalitet eller fællesskaber. Fx gennem digitalisering
- Om den har været nytænkende og visionære med det mål at fremtidssikre foreningens relevans og attraktion
- Eller om den bare bør hyldes som Årets Idrætsforening på baggrund af noget helt andet!
- Og så skal den indstillede forening være medlem af DIF (det er langt de fleste idrætsforeninger i Danmark)
Bilag 2.
Boldklubben B1913 (tekst i forbindelse med indstillingen)
Fra international storhed til fokus på de fynske rødder. Fodboldklubben B1913 har fundet tilbage til de helt grundlæggende værdier.
Engang var Boldklubben 1913 en magtfaktor på både Fyn og i hele Danmark med en pokaltitel og store opgør mod internationale klubber som Real Madrid og FC Barcelona. Men det er efterhånden længe siden, og efter et kuldsejlet elite-projekt for en række år siden, balancerede den fynske klub med de stolte rødder på randen af et sammenbrud – nu har klubben genopfundet sig selv i en mere jordnær udgave
I stedet for eliten satser klubben nu på fællesskabet i både ungdomsafdelingen og hos klubbens seniorer fra det nærliggende Syddansk Universitet. Alle mennesker har brug for fællesskaber og et sted at høre til – og alle er velkomne til at høre til hos B1913.
Alle børn – uanset om de er gode eller dårlige til fodbold – kan være med hos B1913. Det gælder ogå de børn, der har brug for en yderligere hjælpende hånd for at kunne stille op. Derfor har klubben indført en ungdomsklub i klubben, der med tiltag som med fællesarrangementer, fællesspisning og lektiehjælp forsøger at få flere medlemmer til at deltage i fællesskabet udenfor banen.
“Konkurrencen er ikke det afgørende. Det afgørende er, at børn har det sjovt, også dem, som har brug for en ekstra hånd, og derfor kigger vi meget på, hvilke rammer, vi kan stille op uden for fodboldbanen. Alle skal føle sig velkomne i B1913, det er vores mål,” siger formand Erik Knudsen fra B1913.
Klubben tilbyder blandt andet hjælp til børn, der kommer fra familier, der har svært ved at finde plads i budgettet til børnenes fritidsinteresser. Helt konkret har klubben for eksempel oprettet en fodboldstøvle-børs, så aflagte fodboldstøvler, som der stadig er masser af mål i, kan gå videre til andre af klubbens medlemmer, så alle uanset baggrund kan få knopper under sålerne og græs på knæene.
Fortiden bød på store sportslige præstationer i ind- og udland. Det er drømmen i B1913, at fremtiden kan byde på en klub fyldt med drenge og piger og herrer og kvinder som kan være med i et stort fællesskab om fodbolden.
Tre grunde:
1. B1913 skaber fællesskaber på tværs af skoler og årgange – alle er velkomne.
2. B1913 drømmer stadig stort som før i tiden, men nu er det mest på vegne af bredden.
3. B1913 har på få år genrejst ungdomsafdelingen, så klubben er blevet udnævnt til DBU Børneklub.
Fakta:
Boldklubben 1913 har 662 medlemmer. Ungdomsafdelingen, der for få år siden var nede på kun otte medlemmer trives i dag i bedste velgående med 150 børn og unge fodboldspillere – både drenge og piger. Klubben ligger tæt på både letbane, busser og naturskønne områder – og så er den nabo til Syddansk Universitet og har flere seniorhold bestående af studerende.