Knebent nederlag til Kjellerup

Udgivet: 21 april, 2025

Nederlaget på Anden Påskedag var en streg i regningen hos Tretten-mandskabet.

Med tre vest-hold nederst i 3. Division, som det i skrivende stund står, er det kun top 4 i vores slutspilspulje, der kan vide sig sikker på Danmarksserie-fodbold i næste sæson. Med dagens udebane-nederlag på 2-1 til de gule- og blå-blusede fra midtjyske Kjellerup IF, er vi dermed lige under den stiplede linje – ét point op til Ringkøbing på den, med sikkerhed, livsgivende fjerdeplads.

I kampens første kvarters tid var der et par halve chancer på begge sider af midterlinjen, uden det førte det helt store med sig. Men en halv chance blev pludselig til et Kjellerup-mål efter nogle B1913-fumlerier og så var hjemmeholdet i front. Med føringsmålet inviterede hjemmeholdet De Blå til at komme længere frem på banen og det gav, efter 35. minutters spil, pote. Et højt pres fra Benjamin Yildirim sørgede for, at Hjalde Wilse fik kuglen i skoene og servede den for Malthe Seest, der uden dikkedarer placerede den i rosen til 1-1.

En blå føring målt på store chancer ville ikke have været ufortjent. En håndfuld minutter senere sejlede en tværbold igennem feltet og landede til sidst hos Kasper Søby, der både havde plads og tid, men desværre overplacerede sin afslutning.

Anden halvleg var få sekunder gammel, da der blev dømt et meget hårdt straffespark på Troels Skærp – til stor frustration og meget uforståeligt for de blåklædte. Kjellerups Oscar Wilson omsatte straffesparket sikkert uden at levne Kristoffer Madsen i målet de store chancer. Herfra stod der B1913 på kampen, og selvom der var et godt arsenal at skyde med fra bænken, var heldet ikke med De Blå denne mandag eftermiddag, der tog tomhændet fra det midtjyske.

Den næste kamp i kvalifikationsspillet spilles på Campus Road ørdag den 26. april kl. 13, når Grenaa IF kommer til Odense. Grenaa IF ligger aktuelt på en sidsteplads og har indtil videre i kvalifikationsspillet tabt til både Middelfart G&BK og TPI.


Læs også

En gang blå, altid blå