Vital sejr over Grenaa

Udgivet: 26 april, 2025

Oliver Baltzer, Philip Viberg og David Easter stod for scoringerne, der tilvejebragte de tre point.

For hver runde der går, bliver nedrykningssituationen i Danmarksserien mere og mere tilspidset. Efter nederlag i de to første slutspilskampe var en sejr mere end mindre alfa omega. Det tegnede heldigvis godt fra kampens begyndelse. De Blå kom ud som bulder og brag og trykkede gæsterne tilbage gang på gang.

På trods af, at der af flere omgange var optræk til en blå scoring skulle vi helt frem til det 29. minut før B1913 vil tilkendt en straffespark. Flere gode tilbud endte hos Philip Viberg, hvis afslutning bliver nappet med nallerne i det lille felt af Grenaa-forsvaret. Torsdagens fødselar, Oliver Baltzer, lagde bolden til rette på 11-meter-pletten og satte føringsmålet ind.

Anden halvleg var knap gået i gang før Philip Viberg satte turbo på i venstre siden og stensikkert bankede læderet i kassen til 2-0. Herfra skete det som så ofte sker i fodbold – det førende hold trak sig lidt tilbage og overlod i stedet for initiativet til udeholdet. Det var nogle lange minutter, hvor føringen blev kriget hjem og specielt Kristoffer Madsen måtte diske op med sikre hænder et hav af gange.

Efter 78 minutter blev kampen dog reelt lukket, da Grenaa blev brudt midt på egen banehalvdel blev brudt af Hjalde Wilse. Kuglen røg over til David Easter, der tog et træk til siden, gav bolden en på sinkadusen og klaskede sejrsmålet ind et par meter ude fra målfeltet til slutresultatet 3-0.

Dermed ligger De Blå på en øjeblikkelig 4. plads med det in mente, at Ringkøbing har en kamp i hånden som afvikles i morgen søndag mod TPI. Lige netop Ringkøbing er næste modstander som vi møder i det vestjyske søndag den 4. maj.


Læs også

En gang blå, altid blå