Tonni Stage bliver en del af setuppet omkring vores to øverste seniorhold, hvor han vil være hovedansvarlig for reserverne, som igen skal kæmpe for oprykning til...
Læs hele nyheden
Udgivet: 9 august, 2025 Forfatter: Søren Tolberg
Første kamp i ny sæson er altid omgærdet med en vis spænding. Hvordan står vi i forhold til de andre hold, tænding på opgaven, rammer vi dagen også set i lyset af, at vi er rykket en række ned, hvilken indflydelse kan det have på egne spillere og ikke mindst modstanderholdene.
Ingen grund til bekymring, opgaven blev løst på bedste vis af et ganske tændt hjemmehold, der i den grad var over det meget unge OKS-hold, der specielt i første halvleg havde rigeligt op at gøre med at holde de angrebslystne B1913-angribere fra egen skanse.
De første notater på blokken fortæller sin egen historie, 5. minut: 2 gode indlæg af Phillip Viberg, 13. minut: hjemmeholdet i dominans 80/20 i spilandel og så minuttet efter 1-0 ved Stokke, der vinder en tvekamp og kommer fri i feltet og scorer 1-0.
Syv minutter senere header samme spiller ind til 2-0 efter hjørnespark og kampen ligger i den grad åben for et sultent B1913-hold, der efterfølgende brænder chancer i direktørklassen. Omkring den halve time sætter Phillip Viberg to OKS’er og styrer mod OKS-målmanden, Martin Lauritzen, der er flyttet fra Campusvej til Østerbæksvej i sommerferien og han holdte i den grad sit hold inde i kampen med en lang række flotte redninger. Phillips skud bliver pareret og springer i spil igen. En halv snes minutter før teen, er det Benjamin Yildirim, der sparker læderet over i en situation hvor keeperen er væk, ind i mellem er der almindelige store chancer som det vil rage for vidt at remse op. Sidst i 1. halvleg ser man oftere og oftere OKS på 13’s banehalvdel, men uden at tilspille sig chancer. Sidste notat før pausen siger: vi skulle have lavet to mål mere.
I anden halvleg er spilfordelingen mere lige. Hjemmeholdet lægger en mere afventende attitude for dagen, men de store chancer fortsætter med at komme og blive brændt igen og igen. Deres udsendte kan ikke huske noget lignende fra et B1913-hold i en menneskealder, men i grunden er det ganske positivt, ikke at man brænder så mange chancer, men at man kommer frem til dem, der ligger en lang sæson og venter i Fynsserien. Vi er kommet godt i gang mod et midterhold fra sidste sæson. Kan dette fornemme niveau holdes ligger der mange point og venter.
Gode præstationer af den dobbelte målscorer Stokke samt Philip Viberg og Benjamin Yildirim, der trods de mange ikke udnyttede muligheder ofte selv er kreatører for opsætningen af mulighederne. Søby har en fod, hoved eller brystkasse med i det meste, på venstre back markerer en Anton Smaakjær sig mere og mere i alle spillets facetter.
Næste kamp hedder Fjordager hjemme fredag den 15. august kl. 18.45.







