Tarup/Paarup IF gæstede Campus

Udgivet: 25 september, 2022 Forfatter:

En spillemæssig lige kamp blev vundet 0-3 af topholdet

Kampfakta:
Boldklubben 1913 – Tarup Paarup IF 0-3 (0-1)
0-1 Rasmus Skovgaard (33.)
0-2 Diyar Hamza Ali (62.)
0-3 Emil Paaske (77.)
Advarsler: Emil Peter Jørgensen & Mo Amin (B.1913)
Man of the Match: Mohamad Amin

I starten af lørdagens topkamp i Danmarksseriens Kreds 3 fornemmede man at topholdet fra Odense NV, var kommet til Campus for at svinge takt-stokken og ligesom vise det blå hjemmehold hvem der ligger nummer et.

Men som tiden gik, en 10-12 minutter, var hjemmeholdet mere og mere med i spillet på hele grønsværen, så meget at Deres udsendte har noteret på sin blok at frem til den halve time er spillet er det hjemmeholdet der dikterer begivenhederne. Det gjorde noget godt for hjemmeholdet men også for hele kampen at skue, begge hold viste endog meget pænt boldspil, krydret med individuelle boldkunster, for hjemmeholdet var det mest Mohamad Amin og Jonas Bendtzen der stod for show indslagne.

Ligesom man i sit stille indre glædede sig over hjemmeholdets formåen, lægger TPI en bold indover B1913’s forsvarsrækker fra venstre side, ganske ufarligt ser det ud til, men bolden passerer hele forsvaret og målmand Victor og lægger sig til rette i nettet til en  0-1 føring til gæsterne, lidt af en tilfældighed ud af ingenting, men de tæller også. På blokken har reporteren i denne periode af kampen noteret at hjemmeholdet har en passende tænding, som gør mange bolderobringer mulige ligesom der bliver iscenesat gode blå angreb, som desværre ikke kaster mønt af sig. De Blå havde fortjent at gå til pause med en bedre skæbne.

Anden halvleg starter som spredt fægtning fra begge sider, ingen af parterne kan siges at have et decideret overtag, indtil at vor gamle ven Diar fra sin plads som venstre back, sender et fladt skud i retning af 13 målets nederste venstre hjørne, ikke nogen umulig opgave for Victor, men han glider/mister et skridt og bolden går i mål 0-2. Igen et unødvendigt mål at indkassere – 0-2 til rækkens duks.

Der er nu spillet lidt over en time, men senior-reporteren ser ikke slaget som tabt for De Blå, en reducering og kampen vil leve til der fløjtes af. Hjemmeholdet gør hvad de kan, men kommer ikke frem til de store chancer, gæsterne er måske lidt mere kreative i deres tiltag ud i at skabe målchancer. Et tophold der fører med et par mål kan bare nogle ting. Med et kvarter igen får TPI hjørnespark og benytter sekvensen til at heade ind til 0-3 og så må man realistisk set se kampen som afgjort. Det skal da lige med at TPI også havde en friløber, men blev tacklet i sidste øjeblik af en tililende Emil Peter Jørgensen.

Kampen bød på tre debutanter: Magnus Sjøstrøm, Christian Lytz  og Emil Traasdahl  Alle tre kom på banen i løbet ad anden halvleg og gjorde et fornuftigt indtryk.

Vi taber fortjent, omend jeg synes cifrene ender med at blive lidt for misvisende. Vi spiller faktisk en rigtig fin første halvleg, hvor jeg synes vi er det bedste hold på banen, og med lidt tur i tingene kan vi gå til pause med en scoring eller måske to op. Istedet er vi bagud, og det er lidt ærgerligt at det er sådan nogle lidt tilfældige mål vi skal indkassere. Det er ellers den slags som vi i min tid har været dygtige til at ikke at lukke ind. Med anden halvleg taget i betragtning så taber vi dog fortjent til en god modstander, som jeg dog synes vi hjalp lidt unødvendigt godt på vej, men det er også et topholds lod og dygtighed. De tager herfra og har vundet 0-3, og det må vi bare anerkende.

Daniel Piwodda
Cheftræner

Næste kamp er på udebane mod rækkens nr. 2, fra Ringkøbing IF. Det er på søndag d. 2. Oktober kl. 14.00.


Læs også

En gang blå, altid blå