Ligner noget der er set før

Referat

Udgivet: 14 oktober, 2023 Forfatter: Søren Tolberg

Det første der står på blokken, er noteret efter bare fem minutters spil: God 13 start, og det fortsatte i og for sig halvlegen ud. Selvfølgelig havde Hedensted også sine perioder og muligheder, som efter et kvarter hvor Vobbe er noteret for en fodparade, men ellers så man stort anlagt spil af hjemmeholdet. Godt positionsspil, der var gang i hurtige førstegangsafleveringer og lidt efter lidt kom vi frem til chancerne. Bolderobringer var også på menuen, Easter, Østergaard, Bech, Hummelgaard med flere viste vejen i den disciplin. En af de store chancer er en centring til en udækket Stokke, der desværre har en kikset første berøring, ellers havde der være gode muligheder. Og så skal det også lige med at det slutter i 1. Halvleg med et lille skydetelt foran Hedensted målet, hvor Deres udsendte i et par tempi så nettet blafre for sit indre blik, 0-0 ved halv tid, det må blive en god anden halvleg.

Det er blevet midt i Oktober og efterår og som det er forventeligt i dette land også tid for blæsevejr, der nogen gange kan tangere storm. Men den friske vind gik på tværs af banen så det kan ikke være forklaringen på at det blå hjemmehold var stærkt fraværende i Hedensteds målende det meste af 2. halvleg.

Hedensted kommer bedst ud, og i det 60. Minut skrivere reporteren på sin blok: Hedensted sidder på det meste, nydeligt pasningsspil, skud fra distancen og 3-4 hjørnespark, B1913 har ingen haft i denne periode, kan det blive ved med at gå godt ?. Minuttet efter var den gyldne mulighed ellers for hjemmeholdet, men Anders Eling skyder lige forbi stolpen på en Direktør chance.

Fem minutter før tid kommer Hedensted i front, efter flere gode kombinationer, er en grønbluset mand fri i vor højre side og han har let ved at score, ret fortjent får reporteren noteret i farten. Alle gode kræfter bliver nu sat ind på at ændre tingenes tilstand og få minutter senere tilkæmper Andreas Carlsen sig et straffespark, fordi at Hedensteds målmand og en forsvarer ikke kan besinde sig til at sparke væk, Carlsen kommer imellem og i et desperat forsøg på at redde stumperne fælder de Carlsen, straffespark.

Jonas Bendtzen sparker i Stokkes fravær, udskiftet, men målmanden går til den rigtige side og halvklarer, men heldigvis er Søren Kreutzmann over læderet som en puma og får lagt bolden ind i nettet 1-1.

Vi spiller videre i en 5-6 minutter endnu, hvor begge hold søger deres chancer, som også var der, men ikke flere mål i den kamp. Endnu engang redder vi et point, sidst i kampen og det er alle dage at foretrække frem og at stå med et æg.

Vi befinder os lige nu udenfor det gode selskab, top 5, hvilket der er mange kampe hvor vi kan ændre dette i, men vi må lade være med at gentage tidligere begåede fejl, ved kun at spille godt i en halvleg, her tænker jeg på vor kamp i Århus mod Fremad, hvor mønsteret var lignende, vi må tage de gode 45 minutter fra første halvleg med og så se frem mod næste weekends kamp mod Fjordager away.


Læs også

En gang blå, altid blå