Reporteren kunne ikke møde til tiden i Ringe, der var et 4 årigt barnebarn, der skulle fejres, og så løb tiden fra Deres udsendte. Med det resultat til følge at der var...
Udgivet: 30 oktober, 2023 Forfatter: Lars Eriksen
Kvindeserieholdet fra B1913 spillede efterårets sidste kamp i Frørup, da banerne i Odense kommune var lukket på grund af regn. Det var en flot bane at spille på og gode forhold for begge hold, så tak til Tårup Idrætsforening for udlån af bane og fint initiativ af Bent Kottal med at låne deres bane.
B1913 havde en andenplads at spille for. Truppen var stadig lidt ramt af skader, men cheftræneren havde fået stillet et slagkraftigt hold på benene, og alle var klar til at kæmpe for andenpladsen.
Første halvleg blev ikke særlig velspillet, men til gengæld lavede Metha årets mål på Frørup Arena. Langt ude fra lagde hun bolden op i det fjerneste hjørne uden chance for målmanden.
I halvlegen havde Toni et par taktiske rettelse i løbemønstrene, men påpegede at det handlede om at tage de rigtige beslutninger.
Det blev der så levet efter i 2. halvleg og holdet gjorde det flot. Signe stod for to mål og Josefine for et enkelt. Alle mål var flotte og efter gode angreb, hvor de rigtige beslutninger blev taget.
Så flot afslutning på sæsonen for Kvindeserien. Det har været et turbulent år, men samtidig også et meget opløftende år. Foråret startede med et trænerskrift, vi missede vores plads i kvindeserien i sidste kamp. Dalum/Næsby trak sig, så vi fik lov til at overtage deres plads. Holdet har været helt forandret i efteråret. Det er et meget disciplineret og boldstærkt hold, som spiller i dag. Konditionen er helt i top og man spiller som et hold.
Så flot arbejde af pigerne, trænerteamet og sportschefen. Vi ser foråret trygt i møde, men håber igen at få spillere nok til igen at have et hold i Serie I. Det er stadig vigtigt i en breddeklub, at det også er muligt at dyrke fodbold ud fra et socialt perspektiv.