Det er altid bittert at tabe, men når modstanderen scorer sit sejrsmål i det 90. minut, er det ekstra svært at synke. Vi må videre, der var atter stor fremgang at spore med...
Udgivet: 4 april, 2024 Forfatter: Bestyrelsen
B1913´s sundhedsteam – SundTeam13 – byder velkommen til et nyt og gratis medlemstilbud i klubben.
I samarbejde med Tidens Kiropraktor i Odense starter vi en sundhedsklinik, som ca. 1 gang pr. måned er åben for medlemmer og forældre til spillere fra klubbens børnehold. Klinikken får det mundrette navn: Tidens SundTeam13-klinikken eller bare ”den åbne sundhedsklinik” i daglig tale.
Fysioterapeuter og kiropraktorer, der tilsammen har en bred palet af viden og kompetencer, tilbyder dig at få tjekket småskavanker eller skader, som hindrer dig i at spille fodbold eller være fysisk aktiv i din fritid. På baggrund af et gratis tjek kan du få råd og vejledning. Det kan fx være i form af:
- Forslag til træning og øvelser, der tager hensyn til din skade
- Forslag til yderligere undersøgelser, der kunne være relevante for dig
- Forslag til behandling
- Forslag til forebyggelse af skader
- Samtale om gode vaner i det daglige – hvad kan man være opmærksom på eller undgå
- Forslag til hvilke andre faggrupper og/eller steder, man hensigtsmæssigt kan søge yderligere hjælp hos
Den nye sundhedsklinik bliver indrettet til åbning den 18. april 2024 i klubbens gamle museumsrum på 1. sal.
Klinikken placeres således i tæt forbindelse til Cafe 13, hvilket vil gøre det muligt at holde åben klinik i kombination med sundhedsrettede arrangementer, fællesspisning og lignende i klubbens cafe. I tråd hermed fejrer vi åbning af den nye klinik med fællesspisning på klubbens regning og med et oplæg om smerter fra vores samarbejdspartner fra Tidens Kiropraktor, Henrik Gammelgaard Petersen.
Flere oplysninger om åbningsarrangementet torsdag den 18. april følger snarest i opslag til holdene – herunder oplysning om hvordan du tilmelder dig.
Traditionelt er det eliteklubber med en vis økonomisk ballast, der har en større sundhedsafdeling tilknyttet klubbens førstehold. Når B1913 nu kan give sundhedstilbud både til førstehold, øvrige medlemmer og forældre skyldes det ikke mange penge, men en kombination af flere faktorer:
- Det er lykkedes klubben blandt spillere og deres netværk at rekruttere unge fysioterapeut- og kiropraktorstuderende til frivilligt arbejde i klubbens SundTeam13. Til Teamet er der pt. tilknyttet 9 medlemmer.
- Klubben har i 2023 indgået sponsoraftale med Tidens Kiropraktor med fokus på sundhedstilbud til DS-herrer og klubbens bedste damespillere. Vi udvider nu samarbejdet, ved at kiropraktorer fra Tidens Kiropraktor frivilligt deltager, når Tidens SundTeam13- klinik har åbent.
- Bestyrelsen har bevilget en vis sum penge til indretning af klinikken og til at venteområdet bliver børnevenligt.
Vær i øvrigt opmærksom på, at klubbens oldboys aktuelt indretter og snar åbner et nyt og større museum ved klinik og cafe. Et ”skavank-tjek” kan derfor fint kombineres med et museumsbesøg, som vel og mærke også er gratis.