Lørdag d. 10. August kl. 14.00 på Høje Bøge Stadion, er der sæsonstart mod de lokale helte fra SfB/Oure, ikke noget let udlæg, men uanset hvem vi havde fået i den meget...
Udgivet: 11 august, 2024
Det gamle Høje Bøge Stadion i sommersol og varme, er en oplevelse i sig selv, de to hold fodboldspillere viste også godt boldspil, for øjnene af 196 betalende landstræner emner, i en kamp der godt kunne være tippet begge veje hvis nogle marginaler havde peget en anden vej. Nu ender SfB/Oure med at vinde 3-1, ganske fortjent efter en god 2. Halvleg. Til orientering blev stadion anlagt i 1938/39, efter at have fungeret som grusgrav i mange år, så blev der kørt muldjord på og plantet bøgetræer, nogle små af slagsen, som nu har vokset sig større.
Det var et B1913 hold med mange turneringsdebutanter, der løb ind på den lækre grønsvær, i start elleveren var der 5, Marius Seest, Benjamin Aarestrup, Kasper Søby, Phillip Viberg og Malthe Seest, senere kom yderligere 3 til Mathias Pedersen, Mads Peter Sørensen og Anton Smaakjær. Reporterens overordnede indtryk er at de kommer med ungdommeligt gå på mod, talent og virkelyst, som fungerede meget fint de første 60 minutter, så blev der lidt længere mellem snapsene og enkelte faldt lidt ud af det samlede billede.
Begge mandskaber lagde godt ud, med en lige spilfordeling, hjemmeholdet med et hav af pasninger, ofte uden at blive farlige, gæster med en to afleveringer og så ud på en af fløjene, hvor Malthe Seest og Phillip Viberg stormede i retning af Svendborg målet, hvis ikke det var Søby der løb dybt midt på. 4 minutter er tilbagelagt da Phillip Viberg hamrer bolden på stolpen, og i det 16. Minut
kommer vi så foran på et godt gennemspillet angreb, bolden bliver slået fra højre side til venstre hvor Phillip Viberg lægger bolden ind over Svendborg by, lidt for langt ude i forstæderne ser det ud til i første omgang, men Malthe Seest får headet på tværs til Stokholm, der header bolden videre ind til 0-1 føring. Samme Stokholm er minuttet efter tæt på 0-2, da han overplacerer sit forsøg på en fri løber. I den næste periode bølger spillet frem og tilbage, Svendborg ofte med lange angreb, hvor der bliver slidt på indersiden af støvlerne, hvorimod gæsterne er mere til hurtige kombinationer som skal sætte angriberne op. Med en halv times tid spillet får Svendborg udlignet fra 11m pletten, en tretten spiller har haft hånd på bolden og hjemmeholdet udligner til 1-1 som også bliver halvlegsresultatet.
Det første der står på blokken om 2. Halvleg er at 13 har et par gode muligheder og er kommet godt ud, der står også at keeper Kristoffer Fuglsang har en stor redning ved en fri løber. Og efter 65 minutter står der på blokken at nu er det mere og mere hjemmeholdet der sidder på spillet. Svendborg/Oure kommer foran efter 67 minutter, et indlæg fra vores højre side går helt over til bagerste stolpe, hvor en umarkeret mand i hvid bluse kan sparke bolden ind. ”Det er længe siden snapsen er gået rundt” står der i notaterne med et kvarter igen, som om det ikke var nok kommer der en bitter pille der skal sluges da hjemmeholdet kommer på 3-1 efter et flot gennemspillet angreb, hvor bolden ender i B1913`s net tag.
Kampen ud er det fortsat hjemmeholdet der er mest på, men gæsterne viser tænder 2-3 gange, hvor Mads Peter Sørensen viser sande centerforward evner. Vi taber 3-1 ude i premieren, til et hold der må formodes at skulle spille med i top-3, efter en absolut godkendt indsats af debutanterne i blåt, også rart at have Bech tilbage. Viceanfører Easter, Søby og Malthe Seest står stærkt i erindringen,
det gør Phillip Viberg egentligt også, men han forsvinder mere og mere ud af kampen i anden halvleg fordi han ikke får noget at leve af.
Cheftræner Frank Rust:
”Det er altid ærgerligt at tabe, vi har stor ære af kampen, vi laver fejl og indkasserer, men vinder på antallet af chancer, det kan vi bare ikke bruge til så meget. Flot arbejdsindsats, nu må vi se fremad til på fredag hjemme mod B1909, op med hovederne, vi arbejder videre på mandag.”
Næste kamp er på hjemmebane nu på FREDAG 16/8 kl. 18.30 mod B1909.
(kampen er flyttet).
Søren Tolberg.