I sne, sol og storm – Ungdomsfodbolden i 13 er for alvor kommet i form

Ungdomsfodbolden i 13 er for alvor kommet i form

Udgivet: 4 marts, 2023 Forfatter:

B1913 har siden 2022 igen ungdomshold i klubben, og er nu oppe på 2 årgange med U13 og U14. Det er en del år siden vi sidst har haft fodbold over børneniveau. Det lyder selvfølgelig ikke af meget når man ser på de ”store” klubber i byen, men i vores lokalområde, betyder det at vi er den klub med flest hold tilmeldt i ungdomsrækkerne. Og så er de nuværende årgange bare spydspidsen af det der kommer, hvor vi fremtidigt vil have sammenhængende ungdomsårgange fra årgang 2013 og ned. Et flot resultat af den ihærdighed og tro på fremtiden, som de få havde, da B&U afdelingen tilbage i 2014 blev erklæret klinisk død efter FC Fyn kollapset og børnespiller flugten, der resulterede i, at vi var nede på 8 børn i alt.

Når sådan noget sker, er det helt naturligt, at en del viden er gået tabt om, hvor forskellen på børnefodbold og ungdomsfodbold ligger. Vi har heldigvis fået tilført en masse gode kompetencer med en erfaren ungdomskoordinator, og gør os også en masse læring dag for dag. Meget er dog nyt, vi havde i efteråret en stejl læringskurve i forhold til et vigtigt punkt, nemlig forældretrænere. Der er rigtigt mange plusser ved at have forældretrænere på børneholdene, hvor vi primært ønsker at bruge forældre som trænere for årgangene U4-U12.

Erfaringen siger også, at der er mange udfordringer, hvor der kan opstå problemer som ubevidst forskelsbehandling af spillerne, forkert fokus på resultater frem for udvikling, og manglende forståelse for, at en træner er i en klub, hvor man følger de retningslinjer og ideer, som klubben lægger frem. Det kan sommetider være svært for nye trænere at forstå, hvorfor disse forbehold. Klubben laver sine tiltag for at udvikle spillere, og som træner er alle børn lige på træningsbanen eller i kamp. Det kan give rigtig mange konflikter, hvis man favoriserer eget barn eller kun tænker på at vinde, fordi det ofte bliver nogle få, som får meget mere spilletid end andre. Det er, hvad vi kalder for afvikling i modsætning til udvikling. Det at træne børn er ikke lige til. Det ser nemt ud, men kræver stor indlevelsesevne, forberedelse på det rigtige niveau, tålmodighed og det at skabe glæde både til træning og kamp, sejr og nederlag.

U14 Liga 3
U14 vs Ringe Boldklub (Opstartsturnering)

Det gælder om at tænke sig om, i forhold til hvordan man agerer som træner. Det er vigtigt at huske at man er rollemodel. Forældretrænere er altid et meget ømfindigt emne, som sjældent berøres af klubberne, generelt fordi vi har brug for hjælp til vores aktiviteter, og vi vil nødigt skubbe hjælpen fra os. Men sommetider kommer nye forældre trænere til med deres egen dagsorden, som ikke respekterer klubbens retningslinjer. Det skal vi undgå, så vil du hjælpe til omkring et hold, så bare husk, at det er klubben, der lægger linjerne, som du arbejder indenfor, men du kan altid søge hjælp og rådgivning hos vores ungdomsudvikler.

Fra forældretrænere til ungdomstrænere

Som et led i de erfaringer vi har gjort os, har vi derfor også besluttet, at det ikke er holdbart at opbygge ungdomshold med forældre som de primære trænere. Det skaber for meget uro, og besværliggør langsigtede strategier og målsætninger, hvilket potentielt er ødelæggende for de enkelte årgange og spillere.

U13 Liga 5
U13 Liga 5 (Opstartsturnering)

Forældrene vil dog stadig have en uundværlig rolle på årgangene med, at det uden om træningsbanen, der skal til for at spillerne får de bedste udviklingsmuligheder og den største glæde ved at være en del af fællesskabet i B1913. Vi er og bliver en forældreledet og styret frivillig forening, og ligesom ved børneholdene gælder det for forældrene på ungdomsholdene at ”I er klubben”.

Uden deres frivillighed og hjælp som holdledere, ”stævnepersonale”, kagebagere, arrangement arrangører og så meget mere, kan der ikke leveres god ungdomsfodbold og et fantastisk fællesskab til deres børn.

Bolden ruller allerede i mål

Som overskriften antyder har vores ungdomshold allerede været i aktion udendørs. På trods af at vi ikke har en kunstgræsbane, er den udendørstræning startet op for længe siden, og i sidste uge spillede alle 3 hold også deres første kampe i DBU regi. U14 holdet og U13 Liga 5 er tilmeldt dette års opstartsturnering og startede ud med flotte sejre, og har lagt sig i toppen af deres rækker. For U13 Liga 2 startede den rigtige sæson allerede op i weekenden, da de spiller Jysk-Fynsk række.

En meget tidlig sæsonstart, der ikke er blevet gjort nemmere af manglen på en kunstgræsbane og derved en begrænset mulighed for at træne og spille træningskampe op til sæsonstart. Det i en sæson, hvor drengene går fra 8-mands til 11-mands fodbold. Holdet var en tur i Horsens for at spille mod Hatting-Torsted, og på trods af udfordringer i optakten spillede holdet en flot omgang fodbold og fandt sig i løbet af kampen mere og mere til rette på den større bane.

En sejr blev det desværre ikke til, men med det spil der blev leveret, er der helt sikkert også succeser i sigte, når holdet har vænnet sig til formatet.

U13 Liga 2
U13 vs Hatting-Torsted
Planen for foråret er lagt

Selvom ungdomsholdene allerede er godt i gang med udendørs, ændres deres træningsplan fra 1. april, når vores anlæg på Campusvej igen åbner op. Her kommer holdene til at træne således:

Årgang 2010
Mandag 17:00 – 18:30
Onsdag 17:00 – 18:30
Torsdag 17:00 – 18:30

Årgang 2009
Mandag 18:00 – 19:30
Onsdag 17:00 – 18:30
Torsdag 17:00 – 18:30
+ styrketræning mandag 17:00-18:00 og fredag 16:00-18:00

Træningerne er åbne, og nye drenge er velkomne til at kigge forbi og prøve at være en del af vores fodboldfælleskab. Udover de 2 ovennævnte årgange, træner årgang 2008 og 2011 også med her.

Vores ungdom tager i den grad form og som med så meget andet i klubben, ser det rigtigt blåt ud for fremtiden også på det her område.


Læs også

En gang blå, altid blå