3‐1 Nederlag i træningskamp mod Marienlyst

Træningskamp mod Marienlyst 2023

Udgivet: 5 marts, 2023 Forfatter:

For første gang siden ultimo November var det muligt at udfylde holdkortet med de fleste af sidste års 1. valg plus enkelte nye og genkomne. Scenen var Boldklubben Marienlysts kunststofbane på Windelsvej 138, fredag aften og det var koldt.

Det er to hold der kender hinanden, så kampen startede lidt med at se hinanden an, dog med hjemmeholdet mest i boldbesiddelse. Efter en halv snes minutter blev overtaget vekslet til en 1-0 føring for hjemmeholdet, hvilket samtidig blev startskuddet til udeholdets bedste periode i kampen.

Der var overskud til løb, gode kombinationer, defensive clearinger og forsøg indenfor målrammen. Den eneste manco der er noteret på blokken er skud fra distancen, som hjemmeholdet i øvrigt praktiserede glimrende. Som nu salige Erik ”Stauning” Andersen ofte sagde: ”Du kan ikke vinde fodboldkampe hvis du ikke skyder på mål”.

Og det gjorde de blåklædte så med effekt efter 25 min spil, genkomne Andreas Carlsen var på vej mod den bagerste kridt streg, og som han har lært, ind foran med læderet, her får Stokholm antruffet bolden så den rammer stolpen og ryger hen for fødderne af Easter, der får bragt balance i regnskabet.

Udeholdets gode periode fortsætter spillemæssigt lidt endnu, indtil at hjemmeholdet indenfor 5 min i det 33. Og 38. Minut ændrer tallene på den elektroniske tavle til 3-1. Deres udsendte noterer sig specielt den flotte 3-1 scoring: hurtigt ryk i dybden af tror jeg Umar Berief, en hård og flad aflevering ind mod midten, hvor en holdkammerat sætter en bred inderside på, uden chance for Victor Vobbe, der i dag forblev i sit mål og ikke fik scoret som i sidste uge i Otterup (2-2).

2. halvleg bliver målløs og en ret lige affære, med et lille overtag til hjemmeholdet, der også forekom en my hurtigere og skarpere i deres aktioner.

Dette til trods kunne man også glæde sig over mange ting hos udeholdet der lykkedes, pænt og hurtigt kombinationsspil, kapabel defensiv hvor, Emil Bech er tilbage med bindet på armen og tilfører rutine, ro og overblik sammen med små erfarne Troels Skræp, der suppleres med velspillende Frederik Hummelgård, der bare gror og gror. Nå ja så er der selvfølgelig lige Emil Peter Jørgensen, der også oser af erfaring som han bruger som låsesmed m.m.

Fyrbødere på midtbanen er Easter og Østergaard, der med hårdt arbejde og opbyggelige evner står bag meget fremadrettet og som spoilere når det går modsat. Helt fremme har hjemvendt fra staterne, Andreas Carlsen, stemplet ind som vi kender ham når han er bedst, hurtig og skabende. Sammen med Jonas Bendtzen og Benjamen Lassen og Stokholm kan det pludseligt blive et spændende forår, også set i lyset af at Fridtjof Rosenbaum ikke har spillet træningskampe endnu, da han trækker med en lille skade og skånes formoder reporteren til det bliver alvor.

I anden halvleg kom også Frederik Schousboe på banen, et stort aktiv for truppen at have fået ham med igen, unge Louis Addo kom på banen med en halv time igen og gjorde som sidste lørdag i Otterup et fornuftigt indtryk.

Efter kampen opsummerede træner Daniel Piwodda:

Nu skal vi ikke gå i sort over at vi taber 3-1, det er længe siden at truppen har været samlet som nu i dag. Overordnet får vi ekspederet tingene og spillet godt rundt, anden halvleg bliver 0-0 og er ok, jeg kunne godt ønske mig flere indlæg og skud på mål, men ros for en god indsats over en bred kam.

Daniel Piwodda
Cheftræner

Næste træningskamp er på Gildestedvej mod B1909 på torsdag 9. Marts kl. 18.00.


Læs også

En gang blå, altid blå