Nederlag til B1909’s DS reserver

Udgivet: 14 april, 2023 Forfatter:

Dagen derpå var Deres udsendte, i regnvejr; frivilligt, atter draget til Gildestedvej for at følge vort 3. holds kamp mod B1909’s DS reserver i S.1 Kval. Rækken pulje 2.

Det blev til en fortjent B1909 sejr på 6-­3 over et B1913 hold, der udstrålede glæde og begejstring over det ædle boldspil, specielt det der foregik på den parcel det røde hold forsvarede og som så nogle gange kostede i eget felt.

Det var holdets anden kamp og andet nederlag, den første blev ude tabt med 4-­3 mod FIUK Odense, men det var også vores egen skyld sagde træner Jakob Hass Nielsen, vi førte med 0-­2 og smider så det hele fordi vi ikke gør det færdigt.

Alle spillerne studerer økonomi på SDU og de anstrengelser skulle ad åre gerne munde ud i en Cand Merc eksamen, i en eller anden retning. Holdet kommunikerer på engelsk fordi der på holdkortet optræder både japanere, portugisere og bornholmere. Der er stor spredning i den erfaring hver enkelt medbringer, nogle har for år tilbage optrådt i Københavner Serien mens andre har toppet i den lokale Fynsserie, mens andre igen har trådt deres ungdomsstøvler i serie 3 og 4.

Det er ellers et hold der er vant til at smage sejrens sødme, for 3 år siden startede de i Serie 5 og spiller nu om at kvalificere sig til at spille 4 rækker højere, et mål som nok ikke realiseres i indeværende sæson, men med et par fornuftige transfervinduer er alt muligt.

B1913 kommer foran efter 25 minutter, men inden pausen har B1909’s meget rutinerede DS reserver slået contra til 3‐1 ved halv tid. I anden halvleg kommer hjemmeholdet på 4‐1, inden gæsterne scorer 2 mål til 4-­3 og det blå hold kan lugte om end ikke blod, så mulighed for point. Men så er det lige det der med disciplin og holde sin plads som alle miniputter fik at vide da reporteren startede.

We must attack them, but keep it simple lød devisen, nå ja så var der lige det der lop langt ude fra som 09 benyttede til at gøre det til 5-3 og når vi nu er ved gaveboden, et for svagt kastet indkast til målmanden, som en herre i rød bluse fik fat i og trille ind i det våde net til 6-3, og det var så den kamp, næste gang we are playing are home against Munkebo the 16 of april at 11 a clock, be there.

Forfatter: Søren Tolberg


Læs også

En gang blå, altid blå