Sejr i overtiden

Referat af B1913 vs Brabrand

Udgivet: 12 juni, 2023 Forfatter: Søren Tolberg

Vi har matchbold om en uge.

Deres udsendte sidder i omklædningsrum 1, kl. er henad 20.40 fredag d. 9. Juni 2023. For kort tid siden har vort DS hold vundet 2-­1 efter at have været bagud 0-­1 til der manglede 5 minutter af den ordinære spilletid. For at få udlignet med 5 min igen, underkendt et mål for offside i det 90. minut og
så den store forløsning sejrsmålet i det 3. overtidsminut af de 5 tillagte minutter.

Det var ikke kønt det vi lavede idag, men vi blev ved med at tro på tingene kunne ændre sig til det bedre. Mentalt er jeg ikke landet endnu efter denne rutchebanetur. Ved 0-1 tænker jeg, hvor er det synd for dette fantastiske hold at det næste sæson hedder Fynsserien. På 10 minutter bliver dette billede vendt helt på hovedet og nu har vi matchbold på lørdag i Hedensted, lige nu er jeg mentalt helt smadret og skal have tid til at samle mig, jeg har ikke mere at sige, tak gutter.

Daniel Piwodda
Cheftræner

Fredagens Danmarksseriekamp mod Brabrand blev startet 10 minutter senere end annonceret, ikke på grund af tilskuer tilstrømningen, men fordi at Brabrand havde trafikproblemer i den heftige fredagstrafik.

Hjemmeholdet lægger forsigtigt ud, i den modvind der skal spilles op imod i de første 45 minutter. Gæsterne virker til at føle sig mere hjemme på den tørre og hårde bane, i deres noget lettere og tilsyneladende problemfri boldomgang. Lige før vi når den halve time, sker det der bare ikke må ske, Brabrand kommer i front på straffespark, begået af Victor Larsen. Hjemmeholdet kommer i resten af halvlegen ikke frem til det store i nærheden af Brabrand målet, Fridtjof prøver med nogle stort anlagte ting, der desværre ikke kaster noget af sig.

2. halvleg fortsætter lidt i samme fure som 1. Brabrand er kommet bedst ud og ser ud til at have styr på dem i de blå bluser. B1913 har et pænt forsøg 6 minutter inde i halvlegen, Fridtjof er kommet helt til baglinien og lægger bolden skråt bagud til Stokholm, der desværre ikke får noget godt træf på bolden, og lidt senere er det Atli der er tæt på at tackle bolden fra en lidt nonchalant Brabrand målmand. Men eller går tiden bare faretruende hurtigt, reporteren mærker en spirende frustration, som heldigvis ikke spreder sig til banen. På blokken står i det 68. Minut: Brabrand virker tættere på 0-­2 end vi på 1-­1, 78. Minut: peger de neutrale ikke lige lovligt meget i Brabrands retning og spillerne fra smilets by ligger tit og ofte i græsset med diverse småskavanker.

I det 84. minut lægger Benjamin Lassen en præcis centring ind i hovedet på Stokholm, der heldigvis husker sin miniput træners ord: når du header Nicklas skal du heade nedad og bruge hele kroppen i dit stød så du får fart på bolden, der sniger sig ind tæt op ad stolpen. Så er der budt op til overdans, hjemmeholdet vejrer morgenluft og der strømmer ilt til hoved og ben. I det 90. minut tror de blå fans sig i den 7. himmel, indtil de opdager at linie vogteren vinker for offside på Mads Østergaards scoring, det er Bech der er synderen.

Og så kære læser, kan De fornemme at det trækker op til noget stort, i 3. minuts overtid bliver bolden i en klumpspilssituation trillet hen til Atli Gunnarsson, der banker bolden ind bag de desperat kæmpendene Brabrand forsvarer til 2-­1.

Sejren er ikke hjemme endnu, 2 hektiske minutter mangler endnu at blive afviklet, med det der vel bedst kan karakteriseres som baggårds bold. Vi holder hjem og jublen kan få frit løb hos det hold der vel reelt var dømt nede efter 6 nederlag i streg, indtil uafgjort hjemme mod B1909, ufortjent 3‐2 nederlag til OKS, for så at vinde de tre næste mod Otterup, Varde og nu Brabrand med en samlet score på 11-­5.

Vinder vi eller spiller uafgjort på lørdag i Hedensted er vi reddet, taber vi kan vi også være reddet hvis Brabrand taber eller spiller uafgjort hjemme mod OKS. Men taber vi og Brabrand vinder er vi næstsidst og skal håbe på Marienlyst rykker op i 3. Division så vi skal ud i en knald eller fald kamp på neutral bane mod næstsidst i kreds 4.

Igen en helstøbt holdindsats, hvor jeg ikke kan fremhæve nogen, der bliver lagt energi og kræfter for dagen gennem hele kampen, dog kunne reporteren godt ønske sig at flere af de der begynderfejl bliver fjernet, hjørnespark der går i side nettet, korte afleveringer der kikser og i det hele taget holde lidt mere i bolden, vi spiller igen i Hedensted på lørdag kl. 14.00.


Læs også

En gang blå, altid blå