Horsens FS kommer på besøg

B1913 vs Horsens Fs

Udgivet: 22 september, 2023 Forfatter: Søren Tolberg

Denne rundes modstander fra det Østjyske, har markeret sig markant i skribentens erindringer omkring året 1967.

I 1967 var Horsens FS nyoprykkere i 1. Division og var der i øvrigt for første gang siden klubben blev grundlagt i 1915. Normalt skal nyoprykkere koncentrere sig om at undgå nedrykningsstregen, men disse jyder havde åbenbart ikke ”læst på lektien” for de slog det ene etablerede hold efter det andet, men indkaserede også undervej så store nederlag at klubben endte med en negativ score på minus 8, med bronze medaljerne om halsen, dette er vist aldrig sket før eller siden. Jeg kan ikke dy mig for lige at nævne at AB blev mestre det år og Frem blev nr. 2, ud rykkede B1903 og Køge. De blev erstattet af nr. 1 og 2 i 2. Division, B1913 og B1909, OB blev nr. 9 i 1. Division det år, men rykkede ned året efter.

Længe inden 1967 var Horsens FS en veletableret divisionsklub, efter krigen blev de forskellige klubber af DBU inddelt i 1. 2. Og 3. Division efter deres skønnede kvaliteter i den nye landsdækkende Danmarksturnering. Horsens blev indplaceret i 3. Division og blev der indtil sæsonen 1951/52 hvor klubben var rykket i 2. Division, her opholdt klubben sig frem til oprykningen til 1. Division i 1967, med enkelte svipsere i 1960 og 61. Til orientering blev de Odenseanske klubber inddelt i 1945/46 med B1909 i 1. Division, B1913 i 2. Og OB i 3. Division. Det skal så tilføjes at OB rykkede op i den bedste række i løbet af 2 år.

Mange forbinder udtrykket ”den gule fare” med Horsens FS, og lad det bare være tastet , denne signatur troede at det var et udtryk et formiddagsblad havde fundet på i 1967 i forbindelse med det succesfulde indtog i 1. Division, men det stammer helt tilbage fra midten af 1920èrne, hvor Horsens FS spillede i den Jyske mesterrække med stor succes. Fra 1967 holdet husker forfatteren til disse linier målmand Poul Johansen og wingen Bent Schmidt Hansen, der kom på landsholdet og  senere blev solgt til Hollandsk fodbold.

Der kan måske lige bindes endnu en lille sløjfe omkring Horsens FS og B1913, i 1970 rykkede begge klubber ud af 1. Division. Horsens FS vendte tilbage til bedste række i sæsonen 91/92 mens B1913 fik en enkelt sæson i 1989.

I dag er Horsens FS en del af overbygningen AC Horsens der så dagens lys i 1994 og som lejlighedsvis leverer spillere til Horsens FS, ligesom U19 holdet også kan afgive, udlåner spillere der ikke har været i kamp.

Vi får hænderne fulde når Horsens FS kommer på besøg på lørdag, se på tabellen og senest formåede de gule at slå rækkens nr. 1 med max point Marienlyst med 3-2 hjemme. Og hvordan stiller hjemmeholdet så op til mødet på lørdag kl. 13.00

Bendtzen, Lassen og Mads Hansen er på ferie, mens der er tvivl omkring: Mads Østergaard, Emil Bech og Mygind, men lad os nu se hvordan det ender.

Modsat er Oliver Knudsen og Niclas Stokholm tilbage på træningsbanerne, mens det ser ud til at blive forår inden vi atter har glæde af Atli Gunnarson, der i ugens løb fik en ny skade, der skal scannes inden man har det fulde overblik.

Vel mødt lørdag  23. September kl. 13.00


Læs også

En gang blå, altid blå