Ny træner i B1913 

Boldklubben 1913

Udgivet: 9 juni, 2024

Daniel Piwodda har efter 5 sæsoner besluttet at stoppe som cheftræner i B1913 – ny Cheftræner bliver Frank Rust Nielsen 

B1913 har været på trænerudkig siden Daniel Piwodda midt i sæsonen meddelte bestyrelsen, at han syntes, at han havde leveret det han kunne i forhold til B1913 og at der derfor var behov for friske kræfter i klubben. 

Ny cheftræner bliver en gammel kending i klubben Frank Rust Nielsen, som i dag er træner i Dalum. 

Frank er 35 år gammel og har en pædagogisk uddannelse. Han har fået en stor del af sin fodboldopdragelse i B1913, hvor han som U19 skiftede til Sønderjyske. Han har som spiller, spillet mange divisionskampe og kender derfor gamet som spiller på højt niveau og derudover kender han klubben rigtig godt – ikke kun som spiller – men han har også tidligere været assistenttræner for Daniel Piwodda.

Han ser nogle muligheder som cheftræner i at være med til at udvikle holdet og klubben yderligere. Han ønsker ikke at revolutionere holdet på den korte bane men ønsker at videreføre den ro og stabilitet som Daniel Piwodda har været med til at skabe. Derudover vil han på sigt bidrage til en fornyelse/foryngelse samt udvikling af spillertruppen. 

“Vi synes rigtig godt om nogle af de ideer og den spilforståelse, som Frank Rust Nielsen har præsenteret bestyrelsen for” siger Erik Knudsen, formand for B1913 

“Vi har også hæftet os ved de resultater han allerede har vist som træner og tror at han med hans viden han allerede har om klubben er et perfekt match for B1913 og glæder os derfor til det kommende samarbejde” slutter Erik Knudsen 

“Jeg glæder mig til samarbejdet og til de muligheder, det giver for en fortsat udvikling af min trænerkarriere. For mig er det også som ”at vende hjem” til en klub som jeg kender så godt.” , siger Frank Rust Nielsen, 

Daniel Piwodda slutter samtidig ikke sit engagement i B1913 men fortsætter i stedet som sportschef i klubben. 

Bestyrelsen B1913

Yderligere oplysninger:  

Formand Erik Knudsen tlf. 29 60 59 88 


Læs også

En gang blå, altid blå