Nye takter på Campusvej

B1913 vs SGI/SSK U13 Liga 2

Udgivet: 23 maj, 2023 Forfatter: Nils Kruse

Efter et lettere turbulent forår, grundet 2 trænere der smuttede, er vores U13-1 efterhånden landet godt i 11-mands fodbolden, og kunne i lørdags fejre dette med en sejr over SGI/SSK som havde taget turen til Campusvej helt fra Esbjerg. Hele 7-0 blev det til i en yderst velspillet kamp.

En kamp der på forhånd var blevet defineret til at skulle være vendepunktet for vores drenge og være med til at skabe momentum til de resterende af forårets kampe, og pointjagten der skal sikre at målet for sæsonen opnås med en ”overlevelse” i rækken.

Kampen startede som forventet lidt nervøst, og det var tydeligt at holdene skulle føle hinanden an, samtidig med at man ikke ville lave fejl der kunne koste en scoring til modstanderne. Efter kort tid begyndte B1913’s tropper dog at vise tegn på at man havde tænkt sig at følge træner Meike Noorlykkes taktiske oplæg, og vi begyndte så småt at komme til nogle gode løb over kanterne, samtidig med at defensiven stod godt og SGI/SSK ikke rigtigt kunne bide sig fast på vores banehalvdel.

15 minutter med flot kombinationsspil af de Blå førte i det 17. minut til at der kom hul på bylden med et angreb over venstre kanten, der blev startet op af Arthur Kühn fra backen på egen banehalvdel, der med en præcis pasning til Sebastian Lidastein Carlsen, sørgede for at denne med elegant vending kunne sætte sin direkte modstander, og sende Jonas Le i dybden, der køligt fandt Loay Diwan på midten som i bedste Jon Dahl stil udplacerede målmanden med en inderside.

Goalshow fra kampen

Knap 4 minutter senere kom de Blå igen på måltavlen ved et straffespark begået på Jonas Le, der igen var blevet sendt i dybden, denne gang af en flot stikning af Mikael Jònson.

Sebastian Lazarevski holdt hovedet koldt fra pletten og satte kuglen i den modsatte side af den målmanden gik til. Nu lugtede de unge herrer for alvor mål, og blot 2 minutter senere opfangede Loay Diwan et udspark af målmanden på midterlinjen, der hurtigt blev sendt videre til Mikael Jònson, der dirigerede bolden videre til Jonas Le, som denne gang fik lov til selv at komme på måltavlen efter at have snydt 2 modstandere med et hurtigt træk.

Blot 3 minutter senere var det igen Loay Diwans der opsnappede en halvhjertet pasning fra en modspiller, og som efter et par hurtige træk, sendte bolden ud i højre side til Mikael Jònson, som med et følt lob løftede bolden over målmanden og ind i kassen. Nu vil mange mene at den kamp var afgjort, men i ungdomsfodbold skal man aldrig føle sig helt sikker. Derfor fortsatte 13’s drenge presset og to minutter efter det 4. mål, satte Arthur Kühn punktum for halvlegen med en scoring til 5-0.

Det var glade og opløftede spillere der gik til halvleg, hvor de af træneren blev mindet om ikke at tage for let på kampen, holde fokus, samt at man i ungdomsfodbolden må få en ekstra spiller ind når man er bagud med 3, hvorfor de nu spillede en mand i undertal, hvilket helt sikkert ville gøre kampen sværere.

2. halvleg blev fløjtet i gang i lige så strålende solskinsvejr som den man var gået til pause med. Der skulle knap gå 5 minutter før Loay Diwan slog til for anden gang i kampen. Denne gang efter lidt klumpspil i feltet, der resulterede i at bolden havnede hos ham på kanten af feltet, hvorfra han ubesværet kunne sende den ind bag målmanden.

Måltavlen viste 6-0 og på banen spillede 11 Blå mod 13 Sædding-Guldager drenge. At SGI/SSK fik en ekstra mand yderligere på banen var ikke at umiddelbart at bemærke. Som så mange gange før i kampen skulle der igen bare gå 2 minutter til den næste Blå scoring. Denne gang igen af Loay Diwan, der dermed ikke kun scorede hattrick, men dette også med kampens mål ved et drøn af et langskud der blev hamret på undersiden af overlæggeren, og derfra skød ned bag målmanden og stregen som et misil.

Herefter gik kampen lidt i stå. De Blå var ikke målmætte, men det kræver sit at spille 2 mand i undertal, og Sædding-Guldager, der i løbet af kampen ikke havde fået knækket koden på vores veldisciplinerede defensiv, kunne heller ikke lykkes med dette på trods af overtallet.

Efter en dag hvor drengene, bane 2 og vejret spillede maks, ser årgangen frem til de resterende kampe af foråret, og en masse god fodbold.


Læs også

En gang blå, altid blå