OPDATERING! Se puljer her: Om en uge er dette så vidt. Det største udendørs fodboldstævne på Fyn i 2023 løber af stablen på Campusvej. Man kan få et indblik i de...
Udgivet: 13 august, 2023 Forfatter: Søren Tolberg
Det er godt at have ambitioner, og det er ekstra godt når man har noget at have ambitionerne i. Forud for lørdagens kamp i Danmarksseriens kreds 3 mellem Hedensted IF og B1913, havde vores værter 120 sponsorer til spisning i klublokalerne, et imponerende flot netværk.
Læg hertil at Hedensted har forstærket sig på trænersiden med Johnny Mølby, der medbringer erfaring fra sit virke i en kreds af superligaklubber, plus at der er blevet tilknyttet klubben en 6-8 nye spillere, der har virket på forskellige adresser fra DS til de øvre divisioner. 4 af disse debuterede mod det blå hold fra Odense.
Vi havde ikke nogen debutanter, kun gamle kendinge, der var flyttet lidt rundt på holdkortet, for i ugens løb var antallet af afbud løbet op på 3, læg hertil at efter 15 minutters spil udgår Atli Sigurdsson med hvad der så ud til at være et vrid i knæet. Han blev erstattet af Peter Redsted Jensen, der gjorde det ganske fortræffeligt, hvilket i øvrigt alle reserver gjorde når de kom ind.
Starten af kampen var meget stille og rolig, spredte opløb til begge mandskaber, men som vi nærmede os det første kvarter spillet var det mest det grønne hjemmehold der førte sig frem med sideskift fra den ene side af banen til den anden, men uden bid og farlighed. Anderledes enkelt så det ud når Odenseanerne fik fat i læderet, 3-4 førstegangsafleveringer tegnede sig på den lækre bane, og så var man fremme ved Hedensteds baglinie, hvor bolden blev lagt ind til Emil Peter, der flere gange fik headet på den dygtige Hedensted målmand Jacob Michelsen, der specielt i det 20. Minut viste hvorfor han er klubbens første valg mellem stængerne.
Blot 5 minutter senere må han dog give fortabt da Emil Peter scorer fra pletten på et straffespark der også blev begået mod ham, nu er vi ovenpå 0-1. Mønsteret i kampen ændrer sig ikke, spilfordelingen er vel 60/40 i Hedensted favør, men vi har stadig til gode at se Victor Larsen blive sat på store prøver.
Og så med få minutter til pause teen er der opstået klumpspil i 13`s mål felt og mellem venner og fjender lykkes det Hedensteds Daniel Christoffersen at heade læderet i mål, helt inde foran 13`s mållinie, offside appellerer 13 spillerne med anfører Emil Bech i spidsen, men både dommer og linievogter er af en anden mening 1-1 ved pausen.
På blokken står noteret at B1913 kommer ud til 2. Halvleg med appel, det ser også ud til at vi har rykket spillet 10-15 m længere frem, det er specielt i vor højre side hvor Oliver Knudsen og Jonas Bendtzen fører sig frem med hurtigt shortpassing spil for så at sætte en af de offensive kræfter i scene. På nær en situation efter et kvarters spil i anden halvleg, hvor vi var heldige med ikke at komme bagud, kan Deres udsendte ikke huske at Hedensted satte de bagerste skanser på alvorlige prøver. Victor kunne begrænse sit virke til at gribe bolden når den kom via indlæg, men selvfølgelig kan der pludseligt ske ting og sager, det har vi ofte oplevet i det Østjyske, men ikke denne lørdag i August.
Spilfordelingen i 2. Halvleg hedder noget med 55/45 i blåt favør, ligeledes er chancerne i blåt favør med 1-4. Og med 10 minutter igen af den ordinære spilletid lykkes det for Emil Peter med et tørt spark fra 15-20 meter at bringe os på vinderkurs med en sikker 1-2 scoring.
Hjemmeholdet ville selvfølgelig gerne ændre tingenes tilstand, men formår ikke at få lagt et alvorligt pres, de sidste 10 minutter plus de sædvanlige 4-5 minutters ekstra tid, Mads Østergaard og specielt David Easter skulle have lukket og slukket til 1-3, men da dommeren fløjter af er det glemt, vi har vundet første kamp i den nye sæson på den bane der så ofte har martret os med uheld, så som selvmål, udvisninger og andre dumme fejl.
I de døende minutter når vi at modtage en udvisning af Jonas Bendtzen, der på det tidspunkt sidder på bænken efter at være skiftet ud, han kommer med mishags ytringer, som kampens eller udmærkede dommer Lasse Ross Clausen takserer til gult , det andet i kampen og dermed rødt og karantæne mod Fjordager i næste weekend.
Jeg er stolt af jer, vi var inden kampen enige om kun at komme med mandfolkepræstationer og tilsvarende attitude. Der bliver arbejdet stenhårdt over hele linien og bænken havde et positivt og afgørende indspil i kampen, de har en chance i 2. Halvleg, vi har 4-5 stk, det siger vist alt.
Daniel Piwodda
Cheftræner