I andre af livets sammenhænge er det almindeligt at gemme det bedste til sidst. For B1913’s 1. Hold i DS kreds 3 er det om ikke det værste så den måske sværeste opgave...
Udgivet: 13 november, 2023 Forfatter: Søren Tolberg
I oplægget til lørdagen lokalopgør, havde nærværende skribent tastet at vi ofte leverer gode indsatser på Marienlyst Boldklubs hjemmebane. Og denne dag 11. November 2023 blev atter en kamp med en helstøbt holdindsats, hvor taktikken blev fulgt til dørs og hvor der aldrig var vaklen i de blå rækker.
Det første kvarter var tungt at komme igennem, Marienlyst var her og der og alle vegne, men hele tiden tæt fulgt at spillere i blåt tøj. Victor havde i denne periode 2 muligheder for at vise sin kunnen og gjorde det så også. Lidt efter lidt bliver kampen mere lige, hvis man kan bruge det ord, bolden er mest på værternes støvlesnuder, men igen og igen bliver deres tilnærmelser afvist foran de blå skanser. Vi tale en spilfordeling på 70/30 i denne periode, hvor man virkelig fik syn for hjemmeholdets gode boldomgang og tro på egne evner. Måske er samme tro efterhånden lidt overdreven, således at forstå at mange bolde bliver sløset væk, i den tro at lige om lidt får jeg muligheden igen, og der var mange tilløb, også tæt på det blå mål, hvor MB spillerne fortsatte med at brodere, indtil de blev straffet. Nogle skud på mål ville have gjort underværker for MB, men heldigvis fandt de aldrig recepten på skud, ellers en klassiker i fodbold, som jeg lige husker det.
Omkring den halve time fik udeholdet lov til at gå til buffeten, det afstedkom ikke de store muligheder men syn for sagen om at man kunne være med og byde hjemmeholdet op.
2. halvleg forekommer at være lidt en kopi af første, med den lille forskel at B1913 er lidt mere med og oftere kommer til contraer. I målet er Victor kun involveret i rutineopgaver, men stadig er det MB der har bolden mest og kommer godt til baglinien og får kombineret i et væk, uden at komme helt igennem. Med 69 minutter tilbagelagt af kampen, lægger Benjamin Lassen en perfekt bold ind i hovedet på Stokholm, der timer sit opspring perfekt og får drejet bolden over i venstre hjørne udenfor målmandens rækkevidde, 0-1 til B1913 og der resterer 20 minutter plus det løse.
Hvis vi lige skal stoppe op og lave en lille foreløbig status over holdet, Andreas Carlsen måtte gå ud efter en time med en skulder der var slået af led, blev det skønnet, Mads Hansen gjorde come back efter 55 minutter som erstatning for en Umar Beriev, der havde været syg i ugen op til kampen og Benjamin Lassen var kommet i sving straks fra 2. Halvlegs start, i stedet for Mygind.
Hjemmeholdet maser på og forsøger at lægge et massivt pres på B1913´s mål, et forsøg der kun lykkes delvist, for igen og igen ser man hurtige contra stød, sat ind af gæsterne, der på den led forekom farligere om end Marienlyst, der stadigt øvede sig i kombinationsspil, som gør sig godt i indendørs fodbold. Frustrationerne blev tydeligere, hos hjemmeholdet som uret nærmede sig fyraften og da der endelig var en hvidbluset der fik skudt på mål, var det med bekymring hos reporteren om bolden ville ramme Kiaen på parkeringspladsen.
Den smalle føring holdt kampen ud og spillerne kan se tilbage på en flot holdindsats mod rækkens bedste fodboldhold. Især noterer Deres udsendte sig anfører Emil Bech, der måske spillede sin bedste kamp i sæsonen ellers er det faktisk alle mand der skal fremhæves. Nu er der vinterpause i turneringen, hvor vi ligger over stregen på en femteplads, der kunne være sjov at bibeholde efter de 4 resterende kampe i foråret.
Outstanding, er det første ord der presser sig på, uden bold spillede vi i dag helt ekstraordinært godt. Også i vores måde at kommunikere på var enestående godt. Normalt skal jeg råbe til jer igen og igen, men ikke i dag. Vi er svære at spille imod for vore modstandere. Victor har 2 gode redninger i 1. Halvleg, jeg ser ikke nogen i 2. Halvleg, butikken er lukket, og ja så er det jo godt at have en brandvarm Stokholm. Jeg er stolt af jer, kan i have en god fest i aften.
Daniel Piwoda
Cheftræner