En tur til Vestjylland

Udgivet: 18 april, 2024

Lørdag går turen til Varde for vort DS hold, der skal forsøge at følge op på de gode takter fra de seneste to kampe mod B1909 og Ringkøbing IF.

Tabellen lyver aldrig siges det ofte, så den er vel lige til at gå til, Varde IF ligger sidst i kvalifikationsrækken med 5 point for 19 kampe og en score på 20-51, vi indtager 2. Pladsen med 25 point og en 25-25 score, og med indsatserne i de seneste kampe i frisk erindring, kan det ikke gå galt, eller kan det?.

Varde har i sagens natur tabt en del kampe, men ofte snævert, de fik uafgjort i Odder af alle steder og har slået Kjellerup og spillet remis mod Nørresundby, det er de tre kampe der har kastet noget af sig. Så vi skal fra start forhindre hjemmeholdet i at få tro på noget som helst, og det gøres nok bedst hvis Stryhn & Co. tager det samme seletøj på som, har klædt holdet så flot, med højt pres, fornuftig omgang med læderet og masser af indlæg.

Vi må nok være forberedt på at være spilstyrende, det må vi håndtere som i de seneste to kampe, og så lukke af bagude og spille til 0 for tredje kamp i streg, store krav, måske, men holdet har momentum og det skal vi vide at udnytte til egen vinding, men husk de har jo ikke glemt at spille fodbold i Varde IF.

I tastende stund kender skribenten ikke truppen, mod Ringkøbing IF stod Bech og Umar over med skader, om de bliver klar til kampen, bliver nok først klarlagt torsdag aften sent, længe efter deadline på denne klumme. Hvad der står fast er at David Easter sidder over mod Varde, efter sin advarsel mod Ringkøbing og det er i sig selv alvorligt nok, der bliver noget af en plads at udfylde for resten af holdet.

Søren Tolberg


Læs også

En gang blå, altid blå